Ingen hjælp fra regeringen til tørkeramte boligejereErhvervsminister Rasmus Jarlov vil tage sagen om de tørkeramte boligejere op med Forsikring & Pension

Ingen hjælp fra regeringen til tørkeramte boligejere

Erhvervsministeren henviser til, at det er en privat aftale mellem forsikringsselskaber og forsikringstagere, der er afgørende for hvilke skader, der dækkes

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Som tidligere nævnt i BygTek har socialdemokraten Jens Joel stillet erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) en række spørgsmål om forsikringsselskabernes afvisning af at dække skader forårsaget af tørken på bygninger.

Ministeren oplyser, at han på et kommende møde med forsikringsselskabernes
brancheorganisation Forsikring & Pension vil drøfte muligheden for, at forsikringstagerne i højere grad kan blive forsikringsdækket for denne type hændelser, men ellers er der ikke noget håb for de ramte boligejere:

- Hvilke skader, der er dækket af eksisterende forsikringer, fremgår af forsikringsbetingelserne i de aftaler, der er indgået mellem et forsikringsselskab og den enkelte forsikringstager, svarer ministeren blandt andet.

Op til forsikringsselskaberne selv
Han understreger dog vigtigheden af, at forsikringsselskaberne til stadighed sikrer, at
det er gennemskueligt for forsikringstagerne, hvilke skader, der er dækket
af deres forsikringer:

- Så der ikke opstår en situation, hvor der opstår en skade, som forsikringstageren ikke på forhånd har kunnet gennemskue om er dækket af forsikringen. Hvis en forsikringstager er af den opfattelse, at der er opstået en dækningsberettiget skade, som forsikringsselskabet afviser af dække, har man som forbruger mulighed for at indbringe sagen for Ankenævnet for Forsikring, lyder budskabet fra Rasmus Jarlov.

Han peger videre på, at der ikke er noget til hinder for, at forsikringsselskaber kan udbyde forsikringer, der dækker skader som følge af tørke:

- Det er imidlertid op til forsikringsselskaberne at beslutte, hvilke forsikringer, de vil udbyde på baggrund af forbrugernes efterspørgsel, slutter erhvervsministeren.

14/8 2018