Ingeniører omsætter for 25 milliarder
Nye tal fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI) viser, at de danske rådgivende ingeniørvirksomheder oplever fortsat fremgang i omsætningen, der nåede op på 25,3 milliarder kroner i 2017
De danske rådgivende ingeniørvirksomheder oplever fortsat vækst i omsætningen i Danmark og i udlandet. Det er især omsætningen i udlandet, som skaber vækst. Den samlede udenlandske omsætning var på 14,6 mia. kr. ud af en samlet omsætning på 25,3 mia. kr.
Mens den gennemsnitlige overskudsgrad (EBIT) på 6,7 %, hvilket er en lille tilbagegang fra 7,1 % i 2016. Samtidig er andelen af virksomheder, der drives med underskud på den primære drift, reduceret fra 16% til 10%. Det understreger, at den stabile vækst er langt mere jævnt fordelt end tidligere.
- Årets brancheundersøgelse understreger, at den danske rådgivende ingeniørbranche er grundlæggende sund. Vi kan se, at den internationale ekspansion tager fart. Det gælder både eksporten af rådgiverydelser fra Danmark og den direkte vækst i udlandet. Når eksporten af rådgiverydelser fra Danmark er stigende, er det udtryk for, at kvaliteten, kompetencerne og prissætningen er internationalt konkurrencedygtig. Og når vi ser på evnen til at drive gode forretninger, så kan vi se, at branchen har holdt niveauet, siger Henrik Garver, administrerende direktør i FRI.
Byggeriet udgør 41 procent
Byggeriet i Danmark er en af de andre sektorer, hvor de rådgivende ingeniørvirksomheder oplever høj aktivitet. Byggeri som sektor udgør 41% af omsætningen i Danmark og har været i vækst over en årrække, mens andre sektorer, infrastruktur og ikke mindst forsyning, er under pres.
- Kombinationen af en stærk international profil og et dansk marked, hvor vi igen kan mærke klar fremgang i byggeriet, er reelt grundlaget for branchens vækst. Den store usikkerhed, der har været omkring en ny forsyningsstrategi og omkring et nyt energiforlig, har presset forsyningsområdet negativt, og det samme gælder usikkerheden om infrastrukturprojekter og den fremtidige projektpipeline. Energiforliget fra sommeren 2018 er derfor værd at glæde sig over, fordi det skaber ro, afslutter Henrik Garver.
-jhn
Highlights fra FRI’s brancheundersøgelse 2017
Den globale omsætning for FRI's 279 medlemsvirksomheder var på 25,3 mia. kr. i 2017. Omsætningen i Danmark, inkl. eksport fra Danmark, var på 13,3 mia. kr.
I 2017 fordelte branchens omsætning sig på følgende markedssegmenter:
Omsætning fordelt på sektorer:
Byggeri (41%)
Infrastruktur (25%)
Klima og Miljø (11%)
Energi (11%)
IT og software (3%)
Management rådgivning (3%)
Industriel proces (4%)
Andet (2%)
Den samlede overskudsgrad for branchens danske selskaber er faldet fra 7,1 % i 2016 til 6,7 % i 2017 (EBIT).
12.878 ansatte i Danmark
Branchen beskæftigede pr. 1. januar 2018 12.878 ansatte i Danmark og heraf 7.223 ingeniører. Det er mere end 10 % af de erhvervsaktive ingeniører i Danmark. Branchen beskæftiger derudover mere end 14.800 medarbejdere i udlandet.
Eksportomsætningen udgør 2,6 mia. kr., hvilket svarer til 20 % af den omsætning, der skabes i de danske selskaber. Omsætningen i udenlandske datterselskaber, af danskejede koncerner, var på 12,0 mia. kr. i 2017.
I 2017 fordelte branchens eksportomsætning sig som følger:
Norden (15%)
Europa inden for EU og EØS (21%)
Europa uden for EU, EØS og Norden (9%)
Afrika (17%)
Mellemøsten (22%)
Asien og Oceanien (12%)
Nord- og Sydamerika (4%)
Om Brancheundersøgelsen 2017:
Brancheundersøgelsen 2017 er en samlet analyse af 2017-regnskaberne i FRI's medlemsvirksomheder. Grundlaget for undersøgelsen er de knapt 300 medlemsvirksomheder, som FRI havde pr. 1. juni 2018. Analysen dækker 89 % af samtlige beskæftigede i FRI's medlemsvirksomheder.