Kattegatforbindelse: Transportministeren efterlyser realitetssans hos Socialdemokratiet
Stemningen ved torsdagens samråd i Folketingets Transport-, Bygnings- og Boligudvalg om Kattegatforbindelsen var mildt sagt meget anstrengt.
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Det skinnede tydeligt igennem, at forholdet mellem transportens minister Ole Birk Olesen (LA) og socialdemokraten Rasmus Prehn ikke er det bedste, da Rasmus Prehn med stor tilfredshed indledte med at konstatere, at ministeren med sit seneste udspil om en forundersøgelse af projektet havde besluttet også at undersøge de økonomiske konsekvenser af en kombineret vej- og jernbaneforbindelse – altså ikke kun en vejforbindelse.
Rasmus Prehn mente, at ministerens melding fra marts om en ren vejforbindelse var udtryk for at være forhastet, manglede præcision og faglighed, og han mente, at det var ministeren, der havde presset et resultat igennem, der var skrevet med ’ført hånd’.
Useriøs
Ministeren afviste ikke overraskende kritikken, men erkendte, at det var ham selv, der havde fået ideen med en overslagsberegning på de økonomiske muligheder for en fast Kattegatforbindelse uden jernbane.
Han anklagede på sin side Rasmus Prehn for at politisere, polemisere og at være useriøs i sin kritik:
- Det er ikke min opfattelse, at beregningerne er hastet igennem. Jeg bad Vejdirektoratet og Niras om et groft skøn, og det viste, at en ren vejforbindelse ville kostet cirka 58 milliarder kroner og ville kunne tilbagebetales på 32 år ved brugerbetaling, fortalte Ole Birk Olesen.
Penge skal tages fra andre projekter
Han slog fast, at han efterlyser mere realitetssans hos Socialdemokraterne og pegede på, at en kombineret forbindelse ville kræve et statstilskud på over 40 milliarder kroner – penge der skulle tages fra andre projekter som eksempelvis en 3. Limfjordsforbindelse og færdiggørelse af de nordsjællandske motorveje til Hillerød og Frederikssund. Det svarer i øvrigt også til de samlede infrastrukturinvesteringer over en 10-årig periode:
- Jeg er glad for de foretagne beregninger, der viser, at en Kattegatforbindelse kan brugerfinansieres. Hvis jeg skal vælge mellem at få en Kattegatforbndelse til biler alene eller slet ingen Kattegatforbindelse, fordi man kræver, at den også skal have en jernbane, så foretrækker jeg en Kattegatforbindelse til biler alene. En Kattegatforbindelse vil binde Danmark sammen på en helt ny måde og skabe store samfundsmæssige gevinster, sagde ministeren blandt andet.
Sammenhængskraft
Også finansminister Kristian Jensen var med ved samrådet, og han påpegede, at Storebæltsbroen havde betydet noget for danskerne både fysisk og mentalt:
- Infrastruktur binder sammen, og de store infrastrukturprojekter har bundet danskerne mere sammen. Danmark er mentalt blevet mindre. Men der er flere ønsker om infrastruktur, end der er penge til, og derfor er vi nødt til at prioritere ud fra et oplyst grundlag. Men jeg er ikke i tvivl om, at Kattegatforbindelsen vil skabe yderligere sammenhængskraft i Danmark, sagde finansministeren
Han understregede samtidig, at en undersøgelse af en Kattegatforbindelse også skal inddrage de økonomiske konsekvenser for Storebæltsforbindelsen, idet en Kattegatforbindelse vil flytte en stor del af trafikken væk fra Storebælt.
Arkitektonisk smukke
Rasmus Prehn, der kalder de store broer for ’arkitektonisk smukke’ og noget, danskerne kan være stolte af.
Han understregede, at Socialdemokratiet ikke på forhånd vil afvise en ren bilforbindelse, men han ønsker også et oplyst grundlag i forhold til en kombineret forbindelse at tage stilling ud fra.
Han henviste til, at pensionsselskaber har vist interesse for at finansiere en kombineret forbindelse, men det afviste ministeren og pegede på, at den danske model med statsgaranteret finansiering alt andet lige er billigere i sidste ende.
Det fremgik alt i alt klart af samrådet, at der nu er bred tilfredshed med, at der de kommende år – Ole Birk Olesen mener to til tre år – fremskaffes et oplyst grundlag for at træffe en beslutning og eventuelt i gang sætte en VVM-undersøgelse som sidste led, inden en beslutning om eventuel anlægslov træffes.