Kinesisk kæmpe-bibliotek
Byggeriet af schmidt hammer lassen architects’ første bibliotek i Kina er gået i gang
I sidste uge blev der fejret første spadestik til det nye 30.000 m2 store bibliotek i Ningbo, Kina. I ceremonien deltog Ningbo City Cultural Bureau, Ningbo Library, Ningbo Urban Planning and Construction Design Institute, og schmidt hammer lassen architects som i 2013 vandt konkurrencen om at designe det 240 mio. RMB (€ 29 mio.) nye bibliotek i den østlige havneby Ningbo.Ningbo Bibliotek blev grundlagt i 1927 og har regionens største samling af sjældne og historiske bøger. Biblioteket har dagligt 3-4000 besøgende. Målet med det nye bibliotek er at øge antallet af besøgende til 7-8000 pr. dag. For at imødekomme det øgede besøgstal har det nye bibliotek en åben planløsning med plads til 3000 studiepladser.
Biblioteket er placeret midt i Ningbo New East Town kvarteret, som grænser op til et nyt rekreativt vådområde, der bliver et nyt kulturelt centrum i byen.
Partner og leder af schmidt hammer lassen architects’s Shanghai kontor, Chris Hardie, siger:
- Vi er glade for at se starten til Ningbo Nyt Bibliotek tage form på byggegrunden. Det sidste år har været interessant med åbning af vores to canadiske biblioteker i henholdsvis Halifax og Edmonton, annonceringen af det kommende design til Christchurch Hovedbibliotek i New Zealand og naturligvis åbningen af Dokk1 i Danmark i sidste uge. Med det gode samarbejde, vi har med det lokale design institut og bygherren, er vi sikker på, at Ningbo Nyt Bibliotek bliver et nyt dynamisk mødested for borgerne i Ningbo.
Et stort indendørs torv
Bygningen er organiseret omkring et 8000 m2 stort indendørs torv, som indeholder de mest populære biblioteksfunktioner og bogsamlinger. Torvet er visuelt åbent til alle sider og skaber forbindelse til en offentlig plads samt en anlagt park og sø, hvilket medfører, at alle indendørsarealer får direkte visuel forbindelse til omgivelserne udenfor.
I midten af biblioteket findes et atrium, formet som en kæmpe stabel bøger, der indeholder studiepladser, læsebokse, internetstationer og multimedierum. Det rummelige 28 meter høje atrium forbinder torvet i stueetagen med et antal forskningsrum og den historiske samling ovenpå. Atriet trækker dagslys ned i den centrale del af bygningen om dagen og virker som en lanterne i byen om natten.
Ningbo Nyt Bibliotek er et ud af tre Schmidt Hammer Lassen-projekter, som er under opførelse i Ningbo; Ningbo Home of Staff, et 104.000 m2 unikt nyt kulturhus for byens fagforening og Ningbo Daily, et 110.000 m2 nyt domicil for Ningbo Daily Newspaper Group. Foruden de tre projekter i Ningbo har arkitektvirksomheden flere projekter under opførelse i Shanghai og øvrige Kina, bl.a. Green Valley projektet på det tidligere EXPO 2010 område i Shanghai og et større call center for China Mobile, verdens største mobiltelefonoperatør, som åbner senere i år.
-kj