Læssemaskiner med nye motorer
Terex har udviklet ny motor til to af sine læssemaskiner, TL 80 og storebroderen TL 100. Maskinhuset har varerne på ”hylderne”
Produktfamilien af gummihjulslæssere fra Terex’, som det danske marked har taget kærkomment til sig, får nu nye medlemmer i form af et par opgraderede modeller, som netop er leveret til Maskinhuset fra Terex’ tyske fabrik.
Det drejer sig om maskinerne TL 80 og TL 100, som begge er udstyret med en ny Deutz-dieselmotor med katalysator. Motortypen lever op til de skrappe emissionskrav: EU Stage 3B, EPA Tier 4.
- Den nye TL 100 er en decideret kompakt kraftkarl, som med den nye motor dels forurener mindre og dels bruger mindre diesel pr. time. Den er sammen med TL 80’eren født til opgaver inden for industri, byggeri og landbrug,”fortæller salgschef Tommy Bergmann fra Maskinhusets hovedkontor i Horsens.
Tommy Bergmann fremhæver for begge maskiner, at kabinen har fået et løft med nyt interiør, og at kølingen i motorrummet er forbedret med 20 procent.
TL 100 er en 6-tons læssemaskine med 75 hestekræfter, mens TL 80 er en 5-tons gummiged med 61 hk. Kørehastighed max 36 km/t.
Begge maskiner er udstyret med Terex Smart Control, som bl.a. sikrer operativt overblik i det daglige arbejde samt status på det løbende brændstofforbrug. Andet udstyr er multifunktions joystick med proportionalstyret 3. funktion og original Terex hydraulisk hurtigskifte.
Forgængerne TL 80 og TL 100 er nogle af Maskinhusets mest solgte modeller.
-cmn