Landsbyhus får støtte fra Lokale- og Anlægsfond
Landsbyerne Reerslev og Stærkende i Høje-Taastrup Kommune skal have et nyt fælles samlingssted til idræt og kultur – samlet pris cirka 15 millioner kroner
Af Dan Bjerring
Selv om Reerslev og Stærkende ligger kun 30 kilometer fra Rådhuspladsen, har de to nabobyer traditionelt bevaret landsbyernes fællesskab, og derfor er ideen om at bygge et fælles landsbyhus – ’Gadekæret’ - inspireret af, hvordan borgene i gamle dage samledes om gadekæret i Reerslev.
Projektet er tegnet af CEBRA Arkitekter og koster i alt næsten 15 millioner kroner. Heraf finansierer Høje-Taastrup Kommune projektet med tre millioner kroner, den lokale sammenslutning ’Halforeningen- bidrager med én million kroner, og Lokale og Anlægsfonden med næsten tre millioner kroner.
Fantastisk landskab
Stærkende og Reerslev ligger på kanten af det fantastiske landskab Hedeland, der er skabt i en række tidligere grusgrave og i dag rummer aktiviteter lige fra fiskeri, golf og til en veteranjernbane.
Men beboerne i de to byer mangler et fælles mødested, hvor der også kan være en række idrætsaktiviteter.
I dag må de nøjes med en mildt sagt ’udtjent skolehal’, men det rådes der nu bod på med etableringen af det nye landsbyhus.
Den runde bygning placeres frit af andre bygninger, men nær Reerslev Skole og de nye udearealer på området.
950 kvadratmeter
Landsbyhusets markante tag og runde form giver blandt andet mulighed for at placere forskellige aktivitetsmuligheder rundt om det 620 kvadratmeter store sportsgulv i midten.
Der bliver 112 kvadratmeter aktivitetsareal uden om sportsgulvet, et balkonareal på 54 kvadratmeter samt lounge, omklædning, tekøkken og depotrum.
I alt bliver bygningen på 950 kvadratmeter.
Dertil kommer udearealer på 1.833 kvadratmeter med ankomstterrasse, to fitnessterrasser i direkte sammenhæng med bygningen, så der bliver læ til aktiviteterne, og et aktivitetsareal til streetsport, boldspil og løbetræning.
Ankomstterrassen står i forbindelse med den lokale skole, mens de øvrige terrasser skaber forbindelse til fodboldbanen og det omgivende grønne område.
For alle generationer
- Det bliver et godt samlingssted for alle generationer i vore landsbyer. En tiltrængt opgradering af en udtjent gymnastiksal. Et fantastisk lokalt teamwork gennem snart 20 år har utrætteligt mobiliseret mange frivillige kræfter, så egen-opsparingen kom på plads. Dels på vore jobs på Roskildefestivalen og som hjælpere ved Kandisballerne i Tune. En bevilling fra Lokale og Anlægsfonden er et fantastisk skulderklap til vores projekt, der sammen med støtten fra Høje-Taastrup Kommune og vores egen-opsparing skal gøre os attraktive overfor de fonde, der skal sikre den sidste del, vi mangler, siger formanden for Halforeningen, Frands Bennetsen.
Begrænset økonomi
Birgitte Carlsen, der er udviklingskonsulent i Lokale og Anlægsfonden, siger, at landsbyhuset i Reerslev viser, hvordan to landsbysamfund kan gå sammen om et fælles mødested til idræt og kulturliv:
- Projektet viser også, hvordan der kan etableres spændende arkitektoniske løsninger til fritidslivet for en begrænset økonomi, som vil vække interesse mange andre steder, hvor der arbejdes med lignende idéer til faciliteter...