Link arkitektur slår rekord
Tegnestuen med 15 afdelinger fordelt over hele Skandinavien gik ud af 2017 med et løft af driftsresultatet fra 10 til 25 mio. NOK, og omsætningen steg med over 50 %
Link arkitektur med hovedsæde i Oslo i Norge har haft vind i sejlene i 2017 og vundet en række konkurrencer og opgaver. Virksomheden har således yderligere bestyrket sin position inden for sundhedsarkitektur igennem projekter som f.eks. Södersjukhuset i Stockholm, Helsingborgs lasarett, Tønsberg Hospital, Nyt Drammen Hospital, Aalborg Universitetshospital og Nordfløjen på Rigshospitalet i København.
Virksomheden satser på at tydeliggøre sine kompetencer inden for urbanisme og positionere sig i et voksende marked som følge af urbaniseringstendenser med tilhørende bæredygtighedsudfordringer.
- Det flotte resultat skal ses som udtryk for, at strategien fungerer efter hensigten, siger adm. direktør Kirsten Anker Sørensen, LINK arkitektur Danmark.
Den røde tråd er forandring
2017 var i øvrigt formentlig det mest begivenhedsrige år i Link arkitektur Danmarks historie. I slutningen af 2016 overtog tegnestuen aarhus arkitekterne og indledte derfor 2017 med et stort arbejde med at integrere den danske del af virksomheden med de norske og svenske afdelinger. Der er således brugt betydelige ressourcer på at opbygge relationer til nye kundesegmenter og dermed på sigt positionere Link arkitektur Danmark inden for urbanisme, bolig- og læringsbyggeri. Årets driftsresultat blev på godt 1 mio. DKK mod 3,7 mio. DKK året før.
- Hvis jeg skal pege på en rød tråd i 2017, så er det forandring. Vi indledte året med overtagelsen af aarhus arkitekterne, og herefter gik en større integrationsproces i gang. Der er investeret betragteligt i it-systemer og i at få et velfungerende samarbejde imellem vores 15 afdelinger i tre lande til at fungere. Det har betydet efteruddannelse, nye procedurer og samarbejdskonstellationer samt rejseaktivitet. Kort sagt, massive investeringer i fusionen. Men på trods af denne udfordrende situation på udgiftssiden er vi kommet fornuftigt ud af 2017 med et lille overskud, siger Kirsten Anker Sørensen.
Værdi for samfundet, kunder og aktionærer
2018 er også allerede et begivenhedsrigt år for Link arkitektur Danmark, der dagligt er i 'marken' for at præsentere bygherrer og samarbejdspartnere for fordelene ved et samarbejde med en international arkitektvirksomhed med stor kapacitet og specialistkompetencer inden for alle fagområder.
- Vi er godt forberedt til at håndtere udfordringerne. Vores strategiske retning er klar. Vi vil fortsat have fokus på at udbygge vores relationer i branchen og slå vores navn som bæredygtig samfundsbygger fast. På den måde opfylder vi vores forpligtelser over for samfundet og skaber værdi for både kunder og aktionærer, siger Kirsten Anker Sørensen.
-kj