Livstidsfanger får kunst på deres nye fængselsmur
Anstalten ved Herstedvester har indviet en ny, meget unik ringmur, der er udsmykket med kunst på den indvendige side
Anstalten ved Herstedvester under Kriminalforsorgen har indviet en ny ringmur efter 80 år med den gamle. Den nye mur er 725 meter lang og 5 meter høj, og som den eneste af sin art i Danmark er den udsmykket kunstnerisk på den indvendige side. Entreprenørfirmaet Base Erhverv Øst as fra Roskilde har opført den nye mur i hovedentreprise – kort tid efter at have opført en ny portvagt til fængslet.Ved indvielsen af den nye ringmur til godt 20 millioner kr. kaldte direktør for Kriminalforsorgen, Johan Reimann muren for imponerende.
- Det er glædeligt, at projektet er lykkedes så godt. Og det er glædeligt, at den nye mur har skabt et større gård-areal, og dermed bedre vilkår for vore klienter. Og den nye ringmur er også nytænkende – den har fået et smukt kunstnerisk udtryk, hvor kunstværket ikke er malet på, men indstøbt, integreret i betonen. Det er en efter min opfattelse enestående konstruktion, sagde Johan Reimann blandt andet.
En evighedsspiral
Den nye ringmur på Anstalten ved Herstedvester er udsmykket på indvendig side af de to kunstnere Peter Holst Henckel og Eske Kath. Peter Holst Henckel har udsmykket muren med en ’tegneserie’, en livscyklus og en årscyklus, støbt ind i ringmurens beton. Eske Kath, der bl.a. også har dekoreret loftet i Frederik den VIII’s Palæ på Amalienborg, har udsmykket to hjørner af ringmuren med farverige kunstværker.
- Trivslen herinde spiller en stor rolle for os. Det handler om resocialisering. Og derfor er det meget glædeligt, at den nye ringmur også er udsmykket – som en inspiration for vore klienter. Peter Holst Henckel har skabt en billedserie, der viser livets cyklus – og årets cyklus. En evigheds-spiral, der handler meget om livet. Det er glædeligt og tankevækkende, at vores klienter roser den nye mur og indvendige dekoration. ’Hold da helt op!’, siger mange, der fulgte processen, da den gamle mur blev brudt ned stykke for stykke. Og den kunne ærlig talt godt ødelægge ens gode humør, siger sikkerhedschef Per Myrthue, Anstalten ved Herstedvester.
Mange livstidsfanger
Kriminalforsorgen har siden 1957 vidst, at den oprindelige ringmur kun havde få år tilbage. Alligevel skulle der gå cirka et halvt hundrede år før arbejdet med en ny ringmur blev påbegyndt.
- Det er karakteristisk for Kriminalforsorgen, at vi sjældent rider samme dag som vi sadler. Til gengæld gør vi tingene godt og grundigt, når vi så endelig gør dem. Og det kendetegner da også muren her – en klar forbedring. Den er ualmindelig smuk både arkitektonisk, konstruktivt og kunstnerisk, siger Kriminalforsorgens direktør om den nye ringmur, der blev påbegyndt i august 2013.
Herstedvester er et lukket fængsel med speciale i psykiatrisk og psykologisk behandling og udredning, og har bl.a. mange livstidsdømte og forvaringsdømte.
-los