Løkke på stop i Herning
Statsminister Lars Løkke Rasmussen har skudt hi teknologi og industrimessen 2015 i gang, og næsten 4,500 besøgte messen i MCH i Herning på førstedagen
Ifølge Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er industrien er en vigtig drivkraft for at skabe arbejdspladser. Det understregede statsministeren i forbindelse med åbningen af årets hi teknologi og industrimesse, som han besøgte og åbnede tirsdag.
- Vi er det sjette mest automatiserede land i OECD, hvis man måler på industrirobotter pr. beskæftiget. Men vi kan stadig blive bedre, og specielt de mindre og mellemstore virksomheder er en dynamisk del af erhvervslivet. Derfor er det væsentligt, at de også automatiserer, sagde Lars Løkke Rasmussen.
- Og her er messen et vigtigt omdrejningspunkt for at give inspiration og få flere med på en bølge, så der kan skabes mere velstand i Danmark, sagde statsminsteren.
Alle har lært af krisen
Inden den officielle åbning, havde adm. direktør Georg Sørensen, MCH Messecentret Herning budt Lars Løkke Rasmussen velkommen og fortalt, at han føler sig overbevist om, at der nu er kommet en ny virkelighed.
- Den nye virkelighed kommer efter en tid, hvor vi alle har lært af krisen gennem de sidste syv år. En tid, hvor vi er blevet mere kritiske, mere krævende og mere opmærksomme. Og desuden meget bevidste om, at man skal arbejde endnu hårdere for succes og gøre sig endnu mere umage. Og når man ser rundt på messen kan man se, at det har udstillerne gjort, siger Georg Sørensen.
2015-udgaven af hi teknologi- og industrimessen har mere end 600 udstillere og byder på mere end 70 konferencer. Messen havde tirsdag besøg af 4.447 mod 3.350 den tilsvarende dag på messen for to år siden. hi teknologi- og industrimessen 2015 er åben fra kl. 8.30-16.30 onsdag og torsdag.
Høj dansk arbejdsmoral
Formanden for hi-messens udstillingskomité, adm. direktør Jørgen Stenberg, Hans Følsgaard A/S, sagde i sin velkomst, at hi-2015 er som en vitaminindsprøjtning til hele industrien.
- Også for vores besøgende skal det være en vitaminindsprøjtning at komme på messen. De gode ideer, innovation, og udvikling sker bedst, når mennesker mødes og der skabes holdbare netværk, sagde Jørgen Stenberg.
- Danmark er et lille land, men med vor kreativitet, innovative evner og høje arbejdsmoral har vi store muligheder på verdensmarkedet. Vore markedsandele er på de fleste områder meget små, og med den rette hjælp til at åbne nye markeder rundt om i verden kan vore virksomheder sagtens skabe vækst og øge markedsandele og skabe jobs – også selv om de enkelte markeder ikke oplever vækst, sagde Jørgen Stenberg.
-cmn