Malmøs nye kulturelle knudepunkt er åbnet Foto: Adam Mørk.

Malmøs nye kulturelle knudepunkt er åbnet

I weekenden åbnede Malmø Live, som er et 54.000 m2 stort koncert-, kongres- og hotelbyggeri

Malmø Live er et åbent, ekspressivt og dynamisk hus, som er alsidigt og varieret, både i sin anvendelse og i sin arkitektur. Bygningen tager sit afsæt i den moderne skandinaviske arkitekturtradition, med den klare funktionelle organisation og den åbne tilgængelige grundplan, og skaber et omdrejningspunkt og et vartegn for Malmø, hvor byen, mangfoldigheden og intimiteten er fortolket i et arkitektonisk udtryk.
 
- Intentionen har været skabe et ’byens hus’, hvis arkitektur tager udgangspunkt i Malmøs egne arkitektoniske præmisser og som bidrager til det eksisterende byliv, siger Senior partner Kristian Ahlmark, schmidt hammer lassen architects.

- I skala, farve- og materialevalg indskriver bygningen sig i konteksten, men har samtidigt et formsprog, som rækker ud i fremtiden, tilføjer han.

Middelalder og torve
Malmø Live er placeret på Universitetsholmen i Malmø og fremstår som en klar og let aflæselig komposition af bygningsvoluminer. Gennem voluminernes indbyrdes hierarki, sammenstød og lette vrid optages retninger og skalaspring fra de omkringliggende bykvarterer, mens bygningsfacadernes homogene udtryk binder kompositionen sammen til en arkitektonisk helhed.
 
Hovedankomsten sker fra nord, hvor der er dannet et klassisk loggia-motiv ud mod pladsen foran. Fra syd ankommer man direkte fra promenaden langs kanalen til lobbyen foran den store symfoniske sal. Inspireret af middelalderbyens kringlede gader, der typisk organiserer sig omkring pladser og torve, er lobbyen udformet så der opstår samlingssteder, stræder og mindre nicher, hvor man kan tage ophold og nyde udsigten til kanalen og parken.
 
- Vi har brudt bygningsmassivet ned i mindre enheder, der spiller sammen med den nære kontekst. De klart definerede voluminer skaber ligeledes et hierarki i den måde, som huset sanses på. Det ydre udtryk tager sit afsæt i byens skala, farve og materialitet. Her skabes kvalitative og differentierede byrum omkring huset i samspil med de omkringliggende bygninger: En fælles plads til skøjteløb og fodbold på storskærm, et grønt parkstræk, en ny promenade mod kanalen mod syd samt to store træ dæk der binder vand og bygning sammen, siger Kristian Ahlmark.
 
Musikalitet i tre kroppe
Indefra fremstår de tre hovedkomponenter i bygningen – den store symfoni sal, den fleksible sal og kongressalen – som klart definerede elementer, der gennem deres indbyrdes komposition slår tonen an til husets musikalitet. De tre bygningskroppe fremtræder med en næsten urban skala, der understøtter tanken om ’en by i byen’. Interiøret er djærvt og enkelt; rå sort beton, sten, træ og messing. Gadelivet udenfor trækkes direkte ind og understøtter husets åbne karakter.
 
I koncerthuset ændres den stemningsmæssige karakter. Det er et intimt rum i egetræ og messing.
 
- Vi har i helt tæt samarbejde med Akustikon ønsket to ting. En lyd i absolut verdensklasse og et rum med en musikalitet, der spiller sammen med musikken. Som at sidde i et instrument. Resultatet er blevet en komposition af kubiske elementer. Hver enkelt flade har en funktion, vinkel og størrelse der understøtter akustikken. Lys er integreret i vægge, så stemningen kan ændres alt efter hvad der opføres i salen, siger Kristian Ahlmark.
 
Koncerthuset åbner officielt d. 26-28. august 2015, men der d. 4. juni er kvartersindvielse af udearealerne ved Malmø Live.

-kj

4/5 2015