Mange muligheder for linieføring over Kattegat
Selv om corona-krisen i øjeblikket overskygger alt andet, har transportminister Benny Engelbrecht offentliggjort en delrapport om de ’Indledende linjeføringsovervejelser for en Kattegatforbindelse’.
Politik - Samfund
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Delrapporten er udført af COWI, og den består i at foretage indledende linjeføringsovervejelser forud for den egentlige forundersøgelse af en Kattegatforbindelse.
Der peges i sammenfatningen på – selve rapporten er på flere end 400 sider - en Kattegatforbindelse enten kan udgøres af en vejløsning eller en kombineret vej/jernbane-løsning.
Der kan anvendes både tunneler og/eller broer over Kattegat på hver side af Samsø. Der er også set på en løsning uden om det sydlige Samsø.
Motorvejsforbindelserne på Sjælland forudsættes at udgå fra den fremtidige Kalundborgmotorvej ved dennes planlagte endepunkt øst for Kalundborg, og i Jylland tilsluttes den eksisterende motorvej E45 ved Århus Syd ved Stilling eller ved Skanderborg. Derudover kan der etableres en sydlig gren til Gedved nord for Horsens.
Flere jernbanemuligheder
På Sjælland vil en højhastighedsjernbane udgå enten fra Nordvestbanen (Roskilde – Kalundborg) med udgangspunkt vest for Roskilde eller fra Vestbanen med udgangspunkt omkring Ringsted.
En anden mulighed er at anvende eksisterende bane til Holbæk kombineret med en opgradering af eksisterende bane fra Holbæk til Kalundborg.
På Samsø og i Jylland vil der alene være tale om en ny højhastighedsjernbane, som i Jylland tilsluttes den eksisterende jernbane ved Hasselager lidt syd for Århus.
Påvirker Natura 2000 mindst
På Sjælland vurderes den foreløbige banekorridor fra Fjenneslev til Jorløse at være mest fordelagtig. Det er den korteste af de foreslåede nybygningsløsninger, og synes på det nuværende grundlag at have mindst påvirkning på Natura 2000-områder og samlede bebyggelser.
- Det er anderledes svært at pege på en mest fordelagtig korridor til kysten via Asnæs eller Røsnæs. Disse vil skulle ses i sammenhæng med kyst-kyst korridorerne, hvilket anbefales undersøgt nærmere i den næste fase af forundersøgelsen, hedder det blandt andet i rapporten.
Tre korridorer på/ved Samsø
Blandt de foreløbige kyst-kyst korridorer fra Sjælland til Samsø kan man ikke på det nuværende stade klart pege på, hvilken vil være mest fordelagtig.
COWI ’vover dog pelsen’ og peger på, at den sydligste synes at være den af de tre foreløbige korridorer, hvor projektrisikoen nemmest kan minimeres, men her er længden betydeligt større end for de øvrige forslag.
Valget imellem tunnel- og broløsninger vurderes i væsentligste grad at være styret af risikoen for skibsstød, natur og miljøhensyn, vanddybde samt længden af korridoren. I forhold til skibsstødsrisikoen vil en tunnel være den gunstigste løsning.
- Overordnet og med forbehold for manglende grundlag på dette tidlige stade synes korridor KKØ-2 med en hængebro eller en sænketunnel at være mest fordelagtig, skriver COWI.
Hou-Hesselager mest fordelagtig
I Jylland vurderes den foreløbige korridor fra Hou til Hasselager/Århus Syd at være den mest fordelagtige.
Dels er det den korteste og mest direkte rute, vej og jernbane følges ad frem til Tranbjerg, og det er den af de foreløbige korridorer, som tilsyneladende forstyrrer følsomme naturområder og bevaringsværdige kystlandskaber mindst.
https://www.ft.dk/samling/20191/almdel/TRU/bilag/274/2161523.pdf