Minister trækkes ind i priskrig på træspær
Lønmodtageres pensionspenge bruges på at dumpe priserne på træspær og limtræ, lyder anklagen fra netværk af producenter, der vil have erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen til at tage affære
Systematisk prisdumping. Sådan lyder anklagen fra et nyt netværk af otte mindre producenter af limtræ og træspær, der har dannet fælles front mod koncernen Interbuild, der med selskaberne Palsgaard Gruppen og Lilleheden sidder på mellem 50 og 60 procent af markedet.Ifølge netværket har koncernen kunne dumpe priserne i kraft af massiv kapitaltilførsel fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond. For eksempel fik Interbuild sidste år tilført 121 millioner kroner efter en årrække, hvor de havde genereret et underskud på næsten 400 millioner kroner.
- Vi oplever, at de med pensionspengene i ryggen systematisk kan dumpe priserne i en udmattelseskrig, hvor det gælder om at få os ud af markedet. Sagt direkte så oplever mine medarbejdere faktisk, at deres pensionspenge i øjeblikket bliver brugt til at udkonkurrere deres egne arbejdspladser. Det er ikke fair, siger Kenneth Jepsen, der ejer Ugilt Savværk A/S. Derfor har netværket skrevet til erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen og bedt ham om at tage affære i sagen.
Ikke vores skyld
Direktør Christian Vindstrup i Palsgaard Gruppen afviser fuldstændigt, at de udøver prisdumping.
- I et marked, hvor der gives tilbud fra flere producenter på næsten alle leverancer, vil en leverandør, som altid går under konkurrenternes priser, umiddelbart erobre hele markedet, siger han og vurderer, at Palsgaard gennem en årrække har haft en uændret markedsandel i underkanten af 50 procent.
- Og hverken vi eller vores ejere ønsker at smide penge i havet på en udmattelseskrig for at erobre hele markedet for efterfølgende at sætte priserne op. Det vil være en helt absurd og dyrekøbt gevinst, vi ikke kan bruge til noget. Udgifterne til at starte en ny spærfabrik er meget beskedne, så i sådan en situation vil der lynhurtigt komme nye fabrikker til, siger han og forklarer, at størstedelen af de producerede træspær bruges til parcelhuse, og boligbyggeriet er det laveste i mange år.
- Derfor er branchens problem alene, at produktionskapaciteten langt overstiger efterspørgslen.
Med i netværket mod Interbuild er: Ugilt Savværk, Sindal. Hjallerup Spærfabrik, Hjallerup. WoodCon, Bryrup. Flexwood, Alslev. Annebergs Limtræ, Nørre Nebel. Jysk Spærfabrik, Almind. Ringsted Spærfabrik, Ringsted. Lami, Gadstrup.
-jhn