MOE medvirker til det grønne Amagerværket
HOFOR udvider Amagerværket med en ny biomassefyret kraftværksblok, og her er MOE valgt som ingeniørrådgiver på bygge- og anlægsdelen
København har sat som mål at være verdens første CO2-neutrale hovedstad i 2025. Hovedstadsområdets Forsyningsselskab (HOFOR), der leverer fjernvarme til over 500.000 af byens indbyggere, vil derfor omstille energiproduktionen på Amagerværket fra kul til bæredygtig energi. Dette har ført til planerne om en markant ombygning af værket, der indebærer en helt ny kraftværksblok, der skal anvende bæredygtig biomasse og derfor har fået navnet BIO4.Allerede i maj blev Gottlieb Paludan Architects og Møller & Grønborg kåret som vinder af arkitektkonkurrencen. Det er nu afgjort, at det bliver den rådgivende ingeniørvirksomhed MOE med GEO som underrådgiver, der kommer til at stå for rådgivning og projektering af samtlige bygge og anlægsarbejder. Hos MOE er man af gode grunde yderst tilfredse med den nye opgave:
- HOFOR’s ambitiøse udvidelse af Amagerværket er endnu et stort og markant projekt for MOE, så vi har god grund til at være stolte. Vi får rig mulighed for både at arbejde tværfagligt med vores mange forskellige kompetencer og samtidig gøre brug af vores specialistviden inden for energiproduktion, siger adm. dir. Christian Listov-Saabye, MOE.
MOE blev oprindeligt grundlagt, da civilingeniør A.J. Moe i 1930 fik til opgave at projektere en udvidelse af H.C. Ørstedsværket. Ved opførslen af BIO4 kan virksomheden derfor trække på intet mindre end 85 års erfaring inden for energiområdet.
Byggeriet forventes at stå færdigt i 2020.
-kj