Morgendagens københavnske boligbyggeri
Kunstakademiets Arkitektskole på Holmen i København åbner onsdag den 18. marts en udstilling med fokus på fremtidens boligbyggeri, byudvikling og rammerne for fremtidens velfærdssamfund
Hvordan ser København ud om 5, 10 og 15 år, og hvad er byens fremtid som boligby i de projekter, tegnestuerne tegner på netop nu? Og hvilken rolle spiller boligen i en storby og et velfærdssamfund i forandring?
Det er nogle af de spørgsmål, der kan findes svar på, når Kunstakademiets Arkitektskole onsdag den 18. marts åbner en udstilling hos Kunstakademiet på Holmen i København og fremtidens boligbyggeri, byudvikling og rammerne for fremtidens velfærdssamfund.
Udstillingen, der sætter fokus på morgendagens bolig i den københavnske metropol, afvikles i samarbejde med Statens Byggeforskningsinstitut.
Boliger på tegnebrættet
Byerne vokser, og landkommunerne affolkes med stigende hast. Mens landkommunerne presses, så udfordres de store byer på infrastrukturen. Befolkningstilvæksten stiller stadig større krav til københavnsområdet som metropol, hvor erhvervs-, familie-, kultur- og fritidsliv skal fungere på nye måder og matche danskernes liv nu og i morgen.
Udstillingen giver et indblik i de boligprojekter, der netop nu er i gang på tegnestuerne og om få år bliver opført i den københavnske metropol. I alt 30-50 projekter.
Udstillingen kan ses frem til 14. maj 2015 og bliver suppleret af en stor international boligkonference i foråret.
Økonomiske enklaver
Omkring 30 % af de danske husstande bor nu i hovedstaden. Forventningen er, at 1.000 nye borgere hver måned vil flytte til København i de kommende år, mere end 10.000 årligt.
- Presset på byerne fører til stigende grundpriser, og høje byggeomkostninger fører til højere boligudgifter både i nybyggeri og renoverede ejendomme. Det gør det svært at bygge alment og nærmest umuligt at bygge billigt, forklarer Peder Duelund Mortensen, lektor, udstillingsleder og boligforsker ved Kunstakademiets Arkitektskole.
- Mange søger forgæves at finde en egnet bolig, de kan betale. Det betyder, at byen splittes op i enklaver med velstillede i attraktive, men dyre, indre bydele langs havnen, i Ørestaden og i brokvarterer, mens borgere med lavere indkomst må bosætte sig i metropolens mindre attraktive kvarterer. Det truer samfundets velfærd og sammenhæng, tilføjer Peder Duelund Mortensen.
Forskning viser, at udviklingen kun forventes at fortsætte mod en central befolkningskoncentration og stigende boligpriser, jo nærmere man kommer centrum.
- Udstillingen giver et indblik i den virkelighed, der før kun var kendt ude lokalt i det enkelte projektteam, og som helhed af ganske få på politisk niveau. Målet er at skabe gensidig inspiration, eftertanke og refleksion over den fremtidige boligudvikling i den københavnske metropol, siger Peder Duelund Mortensen..
-cmn