Mørke skyer i horisonten for de mindre virksomheder
SMVdanmark er bekymret over de høje niveauer for konkurser i de små – og mellemstore virksomheder på trods af højkonjunkturen
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Det går godt i økonomien samlet set, men mange glemmer ifølge seniorøkonom i SMVdanmark, Thomas Gress, at det i høj grad skyldes medicinalindustrien.
Under finanskrisen var der cirka 230 konkurser om måneden i aktive selskaber, som er selskaber med mindst én ansat. Nu ser man et niveau, der er det højeste konkursniveau siden finanskrisen, men toppen er endnu ikke nået:
- Vi taler om det højeste konkursniveau siden finanskrisen, og vi har sandsynligvis ikke set toppen endnu. Meget tyder på, at vi kommer til at se endnu flere konkurser, siger Thomas Gress.
Rammer især bygge- og anlæg
Konkurserne rammer bredt, men det er især virksomheder inden for bygge- og anlæg, handel og erhvervsservice, som går konkurs.
De brancher stod for 63,3 procent af alle konkurser i 2022 og første halvdel af 2023. Otte ud af ti brancher har nu et højere konkursniveau end under finanskrisen.
Konkurserne begrundes ifølge SMVdanmark til dels med, at centralbankerne har hævet renterne betydeligt den seneste tid, og det øger virksomhedernes finansieringsomkostninger.
Desuden er der et efterslæb efter, at støtteordningerne under coronapandemien er udløbet.
Lønnen er endnu ikke fulgt med
Derudover er det sandsynligt at den høje inflation har gjort det lettere at drive virksomhed på kort sigt, men bestemt ikke på længere sigt. Det skyldes, at lønnen endnu ikke er fulgt med inflationen op:
- Det gør det nemmere at drive virksomhed, for virksomhedernes varer stiger i pris, mens lønningerne endnu ikke er fulgt med. Det ser vi bare ikke i konkurstallene. Det vil presse virksomhederne yderligere, når de ansatte på et tidspunkt forlanger lønstigninger for at kompensere for inflationen, forklarer Thomas Gress.
Hvis man skal sikre at sunde virksomheder, ikke går konkurs, kræver det ifølge SMVdanmark, at virksomhederne har mulighed for at skaffe kapital for at klare sig igennem den nuværende periode. Derfor mener organisationen, at regeringen bør sænke kapitalindkomstbeskatningen:
- Det kan finansieres ved at spare på diverse erhvervsstøtteordninger, der ofte privilegerer virksomheder, der er gode til at gennemskue puljeordninger fremfor dem, der driver en sund forretning, slutter Thomas Gress.