Navnestrid: XL-Byg og XL Møbler kan leve i fredelig sameksistensXL-Bygs adm. direktør Thorbjørn Sejer Jensen er tilfreds med udkommet af retsmæglingen med XL Møbler, der betyder, at XL Møbler ikke skal ligge i nærheden af byggecenterkædens afdelinger.

Navnestrid: XL-Byg og XL Møbler kan leve i fredelig sameksistens

XL-Byg og den fynske møbelkæde er via en retsmægling blevet enige om, at begge kan bruge XL i deres navn

Ved en retsmægling tirsdag er byggecenterkæden XL-Byg og møbelkæden XL Møbler blevet enige om, at begge kan bruge XL, hvis blot den fynske møbelkæde ikke placerer nye butikker i nærheden af XL-Bygs nuværende og fremtidige forretninger.

Desuden må butikken ikke sælge varer og ydelser inden for XL-Bygs primære varesortiment. Det skriver Ritzau.

Striden mellem de to begyndte ifølge fyens.dk, da XL Møbler udvidede med forretning nummer to i Sorø. XL-Byg stævnede herefter den fynske møbelkæde, som har eksisteret siden 2012.

- Det handler om, at de åbnede en XL Møbler lige over for vores forretning i Sorø, og det ville vi egentlig gerne lige have en snak med dem om, hvad deres planer var. Det har vi så haft nu, siger XL-Bygs direktør, Thorbjørn Sejer Jensen, efter mæglingen til Ritzau.

- Vi er enige om at leve i sameksistens stille og roligt, men at det er lidt dumt, at vi er naboer og genboer, fordi vi har nogle kunder, der kan blive småforvirrede om, hvorvidt vi går ind i møbelbranchen, siger XL-Byg-direktøren.

Abdullah Ahmad, der er direktør i XL Møbler, er ifølge Ritzau ligeledes tilfreds med resultatet af aftalen, der betyder, at de nu tre møbelforretninger i Odense, Sorø og Fredericia kan beholde deres navn.

Selve forliget er fortroligt, hvorfor ingen af parterne ønsker at uddybe aftalen nærmere.

Kilde: Ritzau

-los


5/9 2018