Nedbryder porebetonvægge på kunstmuseet ARoS
250 m2 opbyggede og nedbrudte porebetonvægge er centrum, når ARoS i Aarhus slår dørene op for video- og installationskunstneren Jesper Justs særudstilling
D. 29. maj indvier ARoS Aarhus Kunstmuseum særudstillingen Jesper Just – Appearing/Intercourses med den internationalt anerkendte video- og installationskunstner Jesper Just. Den 1300 m2 store udstilling, som er den danske kunstners hidtil største, introducerer i en nytænkende og anderledes iscenesættelse 11 af Justs videoværker, der tematiserer emner som menneskelige relationer, begær og steder.De poetiske film projekteres op på særligt opførte råvægge bestående af ca. 250 m2 Ytong porebetonblokke. Blokkene fungerer som en arkitektonisk præmis i udstillingen og bliver således til en installation i sig selv.
De genanvendelige vægge er blevet bygget op og derefter hakket i og nogle steder brudt ned igen, så stemingen på udstillingen vil være præget af kollaps.
Flossede kanter
Anders Kaa, byggeleder i entreprenørfirmaet Råhus Compagniet, bistod ARoS med opførelsen, bearbejdningen og ikke mindst nedbrydningen af Ytong-væggene. Derfor havde han i samarbejde med Jesper Just til ansvar at få de nyopførte vægge til at se gamle og slidte ud.
- Hele processen var fundamentalt anderledes end de gængse arbejdsmetoder, man som udførende er vant til. I stedet for at opføre væggene med de flotteste betonblokke, var det de mindst pæne, der blev udvalgt og dernæst beskåret og hugget til med en mejsel for at gøre kanterne flossede. Mørtlen, som normalt skrabes af, blev siddende, ligesom limen har fået lov til at sive ned af væggene. Som montør følte man sig derfor lidt som ’Rasmus Modsat’, da succeskriteriet for ens arbejde jo normalt er at levere resultater, hvor funktionalitet og pænhed er i højsædet, fortæller Anders Kaa.
Simulerer byggeplads
Arkitekturen er udsprunget af lokationen i Justs film Intercourses, hvor en kopi af dele af den franske hovedstad Paris er blevet opført i Kina. Stedet er præget af byggerod og forfald, og det er det miljø, Just anvender porebetonblokkene til at simulere i udstillingsgalleriet.
- Et essentielt greb i udstillingen er idéen om at simulere en byggeplads i spændingsfeltet mellem opbygning og forfald. Med kunsten som primus motor får byggeriets materialer pludselig helt nye betydninger. Inden for arkitektur og bygningskonstruktion anvendes porebetonblokke normalt i funktionelle sammenhænge, men i kombinationen af funktion og udstillingsæstetik har de fået en dobbeltrolle. På den måde bliver udstillingen til et møde mellem forskellige fagtraditioner, forklarer Pernille Taagaard Dinesen, museumsinspektør og kurator på ARoS Aarhus Kunstmuseum.
-los