Netværk mødes i Odense
Offentlige byggeopgaver kræver samarbejde mellem virksomheder på lokalt plan. Det gælder ikke mindst energirenoveringer, som nu samler netværk i Odense
Hvis der for alvor skal skubbes gang i markedet for energirenovering, skal det ske gennem et tæt samarbejde mellem landets mange små og mellemstore virksomheder, de såkaldte SMV’er.
Det handler om at få øje på hinanden, og samarbejdsmulighederne i stedet for at tænke traditionelt i konkurrence og forretningshemmelighed. Der skal slås bro over fagkløfterne. Det er budskabet bag et kommende netværksmøde for energihåndværkere og BedreBolig-rådgivere i Odense.
Netværksmødet samler byggefagets SMV’ere for at styrke samarbejdet og give branchen inspiration til at komme videre.
Afsættet er brobygning mellem energihåndværkere og de BedreBolig-rådgivere, der er uddannet inden for de seneste år.
Møde hos HJS 29. april
BedreBolig er Energistyrelsens nye satsning og uddannelse, som skal sætte skub i markedet for energirenovering. De nye efteruddannelser sætter også krav til en anderledes tænkning i samarbejdet.
Energihåndværkere er typisk de udøvende og BedreBolig-rådgivere i ordets forstand de konsulterende, men for at boligejeren som kunde får det optimale ud af en energirenovering, kræver det at de to byggefaglige taler sammen og bruger hinanden.
Mange af de fremtidige offentlige byggeopgaver vil blive udbudt i et omfang, der kræver at mange små og mellemstore virksomheder går sammen for at kunne løfte opgaven. På netværksmødet gennemgås hvordan man kan få del i store opgaver, selvom man er lille. Desuden gives eksempler på, hvordan man får taget hul på markedet for energirenovering, og hvordan et samarbejde kan forløbe.
Netværksmødet afholdes i samarbejde med Odense Kommune, Hans Jørgensen & Søn og Clean Grøn Erhvervsvækst, onsdag den 29. april kl. 14-17 hos Hans Jørgensen & Søn Entreprenører A/S, Sivmosevænget 4, 5260 Odense S
-cmn