NOAH: Forlænget Hillerødmotorvej afhjælper ikke pendlerproblemer
S-banen har meget stor kapacitet og belaster miljøet minimalt. En udbygning af togtrafikken er derfor en oplagt mulighed. En 2-sporet S-bane har en kapacitet svarende til 32 vejbaner
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Miljøgruppen NOAH har i en rapport, der er sendt til Folketinget, advaret mod den forlængelse af Hillerødmotorvejen, der ellers er et udbredt ønske blandt de nordsjællandske kommuner.
- Der er ingen seriøs analyse af muligheder for, at nogle at de bilpendlere, der nu kører i bil med en gennemsnits belægning på 1,05 person pr. bil, kunne tilbydes transport med kapacitetsstærke kollektive transportmidler. Det er disse næsten tomme pendlerbiler, som fylder i myldretiden, der udgør hovedargumentationen for anlæg af en motorvej. På alle andre tidspunkter er der rigeligt med vejkapacitet, påpeger NOAH.
Trafikspring
Det fremgår af materialet, at bygning af en motorvej blot vil flytte den trafikale flaskehals længere mod København, og Vejdirektoratet forventer, at en motorvej vil give et stort trafikspring:
- Derved vil vejtrafikken i store dele af Storkøbenhavn blive negativt påvirket. Derved vil fremkommeligheden for et utal af andre trafikanter blive forringet. Denne forringelse er ikke beregnet, noterer miljøgruppen blandt andet.
Tendentiøs misinformation
Vejdirektoratet har ifølge NOAH sammenlignet støjen efter anlæg af en motorvej med støjen fra en fiktiv og ikke mulig fremskrivning med 15-26 procent mere trafik i 2025 på den eksisterende vej:
- Dertil kommer, at man har beregnet støjen i 2025 ud fra, at alle kører svarende til hastighedsgrænsen på 90 kilometer i timen, hvilket ikke er realistisk, når der allerede nu er nedsat hastighed i myldretiden. Med denne stærkt tendentiøse beregningsmetode nedtones den store ekstra støjbelastning, som en motorvej med hastighedsgrænse på 110 kilometer i timen og stort trafikspring vil indebære. Derfor misinformeres borgerne vedrørende den støjbelastning som en motorvej vil betyde, lyder budskabet.
7.200 tomme siddepladser
Det højeste antal biler, der er registreret på strækningen i myldretiden er ifølge VVM-undersøgelsen cirka 450 pr. kvarter i morgenmyldretiden i begge retninger. Niveauet er lidt lavere i eftermiddagsmyldretiden. Bortset fra de to myldretider er der ifølge NOAH rigeligt med kapacitet på vejen.
- Omregnet til personer er det cirka 470 personer, der maksimalt befordres pr. kvarter i bilerne i morgenmyldretiden i hver retning. I hver af pendlerbilerne er der i ”spidstimen” cirka fire tomme siddepladser. I denne ”spidstime”, hvis biltrafik benyttes som argument for en motorvej, er der altså omkring 7.200 normalt fine tomme siddepladser, skriver NOAH.
S-bane løber parallelt
Da Hillerødmotorvejen kører parallelt med S-banen til Hillerød, er det ifølge miljøgruppen nærliggende at se på kapaciteten i et S-tog, med 340 siddepladser i et 8-vogns S-tog - plus plads til cykler, kørestole og barnevogne:
- S-banen har meget stor kapacitet og belaster miljøet minimalt. En udbygning af togtrafikken er derfor en oplagt mulighed. En 2-sporet S-bane har en kapacitet svarende til 32 vejbaner. Vejdirektoratet har ikke levet op til kommissoriet for VVM-undersøgelsen, idet man ikke seriøst har undersøgt, hvordan man kunne få løst de kortvarige problemer med pendlerne ved hjælp af kapacitetsstærke kollektive transportmidler. Vejdirektoratet har nærmest rutinemæssigt afvist enhver tanke om andre løsninger end nogen, der indebærer massive vejudbygninger, mener NOAH, som i øvrigt mener, at Danmark bør lytte til WHO og nedsætte sine støjgrænser af hensyn til borgerne helbred, søvn og velbefindende.
Hjælper ikke
NOAH finder, at en motorvej på strækningen ikke hjælper noget, fordi de seks minutter, man måtte vinde i myldretiden, tre minutter på andre tidspunkter, fra Helsinge til den eksisterende Hillerødmotorvej, mistes længere inde mod København.
Samtidig peger NOAH på, at muligheden for indførelse af roadpricing rykker nærmere:
- Alt tyder på at teknikken nu langt om længe er ved at være på plads. Derved kan efterspørgsel efter trafik styres således at trængsel reduceres til et minimum. Det er derfor ikke fremtidssikret at lave en VVM-undersøgelse der er baseret på en gammeldags trafikal tankegang med bevidstløs fremskrivning af biltrafikkens omfang baseret på en forestilling om ubegrænset vejkapacitet. VVM-undersøgelsen må også af den grund kasseres og en ny undersøgelse foretages baseret på fremtiden på trafikområdet, hvor ressourcebesparelse, klimahensyn og miljø skal topprioriteres, lyder budskabet fra miljøgruppen.