Nordens højeste bygning har fundet sine bagmænd
Skidmore, Owings and Merrill (SOM) har i samarbejde med Entasis, Cowi Danmark og Cowi Sverige vundet arkitektkonkurrencen med forslaget ”Polarstjernen”
Som en af fem finalister vandt teamet den internationale konkurrence på sit design og funktionalitet, som omfatter et 230 meter højt tårn og en helhedsplan for området Karlavagnsplatsen i Göteborg. Arkitektkonkurrencen var arrangeret af SERNEKE, Göteborg Kommune og Älvstranden Utveckling AB, og den giver altså byen sin første rigtige skyskraber.- Vi er meget glade for at have vundet denne prestigefyldte konkurrence, og vi glæder os til at projektere et nyt kvarter for Göteborgs indbyggere, fortæller designchef Kent Jackson, SOM.
I stærk forening
Cowis internationale ekspertise inden for høje bygninger betød, at virksomheden var rådgiver på opgaven i forbindelse med udarbejdelsen af konkurrenceforslaget. Ved at trække på virksomhedens kompetencer inden for fundering, boligbyggeri, installationsteknik, trafikplanlægning og brandsikring var Cowi med til at finde den optimale, funktionelle løsning for bygningen og området.
- Vi er særdeles stolte over at være en del af vinderholdet, som skal give Göteborg et nyt vartegn. Nu ser vi frem til, at projekteringen skal starte, siger højhusekspert Jens Fussing fra Cowi.
- Det, at vi har vundet en international konkurrence over skarpe internationale konkurrenter, beviser, at vi har evnerne til at projektere den højeste bygning i Norden, når vi forener vores kompetencer, tilføjer han.
Bæredygtig vision
Polarstjernen vil byde på flere muligheder for lokalsamfundet og indeholde en lounge for beboerne, en offentlig restaurant, et fitnesscenter og en tagterrasse. Tårnet skal huse forskellige typer af lejligheder, som alle har egen balkon. Toppen af bygningen er udstyret med Göteborgs højest beliggende udkigspunkt, hvorfra alle har mulighed for at nyde den smukke udsigt over byen og floden.
SOM har designet seks af verdens 15 højeste bygninger og har leveret et yderst effektivt design, både hvad angår etageareal og energiforbrug, samtidig med at lejlighedernes udsigt fokuserer på byen og havnefronten. Tårnets design komplementeres af en bæredygtig vision for hele området, der styrker Göteborg som helhed – især det tidligere industriområde Lindholmen nord for Götaälven.
Med baggrund i denne markante vision sigter helhedsplanen efter at skabe et levende kvarter på 143.000 m2 med blandet anvendelse. Kvarteret skal være en pulserende destination med et udvalg af boliger, kontor, handel og service og forhåbentlig gøre Lindholmen til det foretrukne sted på den nordlige side af floden.
For at markere byens 400 års fødselsdag foreslås det at etablere en ny landskabsring, der forbinder vigtige steder i byen, og at skabe en ny park ved at forlægge Lindholmsallén.
Efter planen skal skyskraberen stå færdig senest i 2019.
- kj