Nu får svenskerne også Lalandia

Nu får svenskerne også Lalandia

Motala Kommune har i går godkendt lokalplaner for et Lalandia i byen Motala i Sverige. Dermed er realiseringen af det første Lalandia uden for Danmark rykket et stort skridt nærmere

Motala Kommune har i går godkendt de lokalplaner, der er grundlag for, at der kan etableres et Lalandia i byen Motala i Sverige. Dermed er realiseringen af det første Lalandia uden for Danmark rykket et stort skridt nærmere.

- Vi har gennem et par år undersøgt mulighederne for at etablere os i Sverige. Undersøgelserne har været positive, og med dagens godkendelse kan vi nu sætte ekstra fart på vores arbejde med projektet i Sverige, fortæller adm. direktør i Lalandia Jan Harrit.

Naturskønt område
Motala er beliggende ved søen Vättern (ca. 2½ times kørsel sydvest for Stockholm og ca. 4½ times kørsel nordøst for Malmø).

- Motala er den helt rette placering for os. Byen ligger i et meget naturskønt område ved søen Vättern og er samtidig inden for køreafstand af byer med et stort befolkningsunderlag, fortsætter Jan Harrit.

Mulighed for 550 ferieboliger
Et Lalandia i Motala vil få mange af de aktiviteter, som gæsterne kender fra Danmark. Der vil bl.a. være en stor indendørs Aquadome, et Monky Tonky legeland, aktiviteter, restauranter, caféer m.m. Derudover planlægger Motala Kommune at opføre en topmoderne svømmehal med bl.a. en 50 meters olympisk pool i tilknytning til et nyt Lalandia.

- Vi glæder os meget til at arbejde videre på projektet i Sverige. Udover Aquadomen og centerfaciliteterne, så vil de omkringliggende ferieboliger også blive meget attraktive. Vi har mulighed for at opføre 550 ferieboliger. Det vil være en kombination af feriehuse og ferielejligheder, hvoraf en del vil få en meget flot udsigt over søen Vättern, afslutter Jan Harrit.

-jhn

11/12 2018