Ny bydel båret af Randers’ industrielle historieVisualisering: Krogh Arkitektur.

Ny bydel båret af Randers’ industrielle historie

Sporbyen Scandia er en ny bydel, der hastigt vokser frem mellem Randers og Dronningborg, og hvor der nu opføres 67 ejerlejligheder tæt ved fjorden

Sporbyen Scandia er i disse dage under forvandling til en ny, grøn bydel med masser af attraktive boliger, idrætsfaciliteter og på sigt butikker, cafeer og meget mere. Visionen er, at bydelen skal have en blandet beboersammensætning, så der opføres boliger på arealet til familier, ældre og unge, og til efteråret vil de første ejerboliger stå klar i området.

Det er byggefirmaet Arne Andersen Vrå, der ligeledes opfører andelsboligerne i Sporbyen Scandia, som pt. opfører ejerboligerne:

- Sporbyen Scandia udvikler sig pt. til en attraktiv bydel, hvor hovedparten af områdets byggerier allerede er langt undervejs. Vi får mulighed for at skabe rammerne om en hel lille by, der får en god blanding af almene boliger, lejeboliger, andelsboliger og nu altså også ejerboliger, siger ejer og projektudviklingsdirektør Arne Andersen og tilføjer:

- Området får familieboliger, seniorboliger og boliger til de mennesker, hvor børnene er fløjet fra reden. Disse ejerboliger er indrettet ud fra en forventning om en primær målgruppe bestående af modne mennesker med en travl hverdag, hvor bekvemmelig er i højsædet, og man er klar til at nyde livet i en lækker ejerlejlighed i en nyopført elevatorejendom. Flere af boligerne på de øvre etager i bebyggelsen vil have en smuk udsigt mod Randers Fjord fra de solorienterede altaner.

Historisk betydning og efterspurgte ejerboliger
Boligerne bliver med små haver/terrasser i stueplan og store rummelige altaner på øvrige etager:

- Det bliver samtidig en grøn bydel, hvor nærheden til fjord, kolonihaver og områdets faciliteter vil være i gåafstand, ligesom flere indkøbsmuligheder i området. Sporbyen er et markant og historisk område, som gennem årene har været med til at præge Randers, siger Arne Andersen.

De nye ejerboliger i Randers skal sælges af EDC Poul Erik Bech, som også står for salget af andelsboligerne i Sporbyen Scandia. Søren Kellberg, EDC Poul Erik Bech, har store forventninger til det kommende projekt:

- Ejerboliger er efterspurgt i området, og vi er overbeviste om, at boligerne, størrelserne og priserne vil tiltale mange købere både lokale og købere fra oplandet omkring Randers. Med en ejerlejlighed i en nyopført ejendom, så får kunderne en unik mulighed for at købe en tidssvarende ejerlejlighed med fokus på komfort og gode opholdsarealer. Her får man store altaner, og alle boliger sælges med egen parkeringsplads i områdets parkeringshus, og depotrum i ejendommens kælder, siger han.

-kj

16/4 2020