Ny ejendom centralt i Aarhus udlejetFrederiks Plads 2.

Ny ejendom centralt i Aarhus udlejet

Horten Advokatpartnerselskab flytter ved årsskiftet ind i nyopført kontorejendom på Frederiks Plads i Aarhus' absolutte centrum

I hjertet af Aarhus har NCC udviklet og opført Frederiks Plads Company House I, hvor Horten Advokatpartnerselskab har indgået aftale om leje af ca. 2500 m2 kontorareal fordelt på to etager.

- Vores nye Aarhus-kontor skal være med til at understøtte Hortens ambitioner om vækst og om at yde en endnu bedre service over for vores kunder i Jylland. Og vi har håndfaste planer om at vækste yderligere i den nærmeste fremtid. Med de nye lokaler får vi høj synlighed i byen, en central beliggenhed og rigtig gode rammer både for vores medarbejdere og for vores gæster med plads til at vokse og dermed opfylde vores vækstambition, siger managing partner Finn Schwarz fra Horten Advokatpartnerselskab.

Udvikling af pulserende bydel
Frederiks Plads Company House I rummer i alt godt 4700 m2, og lejeaftalen med Horten Advokatpartnerselskab betyder, at kontorarealet nu er fuldt udlejet. Tilbage er kun stueetagens 650 m2.

Ejendommen står indflytningsklar i oktober, hvor de første lejere flytter ind.

- For nogle år siden spottede vi hos NCC potentialet i at udvikle og etablere et helt nyt område i centrum af Aarhus; en pulserende bydel med både erhverv og beboelse tæt på offentlig transport og med åben forbindelse til resten af byen, fortæller Ole Faurby, der er adm. direktør hos NCC Property Development.

Han uddyber:

- For os er det vigtigt at udvikle erhvervsejendomme, der bidrager til og fremstår som en værdiskabende del af det omgivende bymiljø. Det synes jeg i høj grad er lykkedes på Frederiks Plads, og vi ser frem til at byde Horten Advokatpartnerselskab og vores øvrige lejere velkommen i deres nye kontorlokaler.

NCC har som mål at minimere miljøpåvirkningen og skabe værdi for såvel kunder som samfundet. Med miljøcertificerede bygninger, attraktive arbejdspladser og inkluderende bymiljøer er udviklingen af Frederiks Plads en vigtig del af at nå en langsigtet ambition om at bidrage til en bæredygtig udvikling.

-kj

5/9 2018