Ny P-bekendtgørelse er i høring
Det nye udkast til bekendtgørelse vil være i høring indtil den 2. oktober 2015 med henblik på, at bekendtgørelsen kan træde i kraft den 15. oktober 2015
Transport- og Bygningsministeriet sender nu et nyt udkast til en parkeringsbekendtgørelse i høring. I det nye udkast er høringssvar blevet imødekommet.
Bekendtgørelsen giver kommunerne mulighed for at give elbilerne en særlig rabat, der tager højde for, hvor meget mindre elbilerne belaster miljøet i forhold til almindelige benzin- og dieselbiler.
Netop det forhold har ligget Transport- og Bygningsminister Hans Christian Schmidt (V) stærkt på sinde; ikke mindst fordi han fra grønne interessenters side har været skydeskive for en del kritik.
- Vi skal huske på, at den strøm, elbiler kører på i dag, ikke er 100 % CO2-neutral. Derfor skal der være en rimelighed i de fordele, vi giver elbiler i forhold til sammenlignelige køretøjer, der drives af benzin og diesel. Hvis vi lod kommunerne gøre parkering næsten gratis alene for elbiler, kunne vi komme til at betale 50.000-100.000 kr. for hvert ton CO2, vi reducerer udledningen med. Det ville selvfølgelig være urimeligt, når prisen for et ton CO2 på de internationale kvotemarkeder ligger under 100 kr. Derfor har jeg fastsat en rabat, der svarer til de udgifter, elbilerne sparer samfundet for i kraft af, at elbilerne udleder mindre CO2, støjer mindre og giver mindre luftforurening, siger Hans Chr. Schmidt.
Med det nye udkast er der lyttet til de indkomne høringssvar, samtidig med at bekendtgørelsen lever op til den nye vejlov, der blev vedtaget ved årsskiftet, og som åbnede mulighed for, at kommunerne kunne give rabatter på parkering til miljøvenlige biler.
Transport- og Bygningsministeriet har fastsat beløbsgrænsen for rabatten i forhold til andre biler til 5.000 kr. pr. køretøj om året. Fastsættelsen af netop det beløb er dels sket ud fra en konkret vurdering af, hvad det vil koste at få den besparelse på CO2, som elbiler sikrer, på anden vis. Dels er fastsættelsen sket ud fra en opgørelse af de gener for blandt andet helbredet, som trafikken med benzin- og dieselbiler medfører.
Det nye udkast til bekendtgørelse vil være i høring indtil den 2. oktober 2015 med henblik på, at bekendtgørelsen kan træde i kraft den 15. oktober 2015.
-cmn