Ny skandale rammer Femernprojektet
Ifølge Fagbladet er tunnelrenden under Femern Bælt op til 1,8 meter for dyb. Det vil koste estimeret 750 millioner kroner at rette fejlen
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Fagbladet – 3F – skriver på baggrund af oplysninger fra Femern Business, at der er opstået yderligere ballade på Femern-forbindelsen, fordi tunnelrenden ud for Rødbyhavn er gravet helt op til 1,8 meter for dyb.
Det er ikke første gang, projektet er forsinket, og ifølge en statusrapport fra Femern Link Contractors (FLC) lever kun 1,84 procent af havbunden op til kravene for at kunne bære tunnelelementer på de første 650 meter.
750 millioner kroner ekstra
Ifølge Femern Business er tunnelrenden i gennemsnit gravet mellem 51 og 86 centimeter under det nødvendige niveau, men flere steder er renden så dyb, at den ikke kan anvendes uden er omfattende opretning.
Det vil ifølge Fagbladet koste cirka 750 millioner kroner.
Fagbladet skriver videre, at FLC ikke vil godkende renden i dens nuværende form. Arbejdet kan først fortsætte, når der er enighed om, hvor alvorligt problemet er.
Bygherren Femern A/S afviser dog kritikken og fastholder, at afvigelserne kun er omkring 30 centimeter.