Ny universitetsbygning for 155 mio kr. i Aalborg
Byggeri og Anlæg på Aalborg Universitet skal have nye rammer med et byggeri tegnet af arkitektfirmaet Kjaer & Richter
Her har Jorton vundet hovedentreprisen til opførelsen af 8000 etagemeter til Institut for Byggeri og Anlæg ved Aalborg Universitet. Byggeriet skal stå færdigt til maj 2016.- Der er tale om en spændende opgave med en del in situ støbt beton og høje krav til betonens overflader. Mange forskellige facetter ved overfladerne skal afspejle, at bygningen skal bruges i undervisningen af de studerende ved netop byggeri- og anlæg, siger afdelingsleder Allan Harbo, Jorton.
Løser med egenproduktion
Jorton opfører universitetsbyggeriet med sine egne erfarne murer- og betonarbejdere. Afdelingen har 70 timelønnede medarbejdere og lærlinge, som kan løfte store opgaver – som f.eks. den igangværende helhedsrenovering med 1,6 mio. mursten af 815 boliger for Sundby-Hvorup Boligselskab i Nørresundby.
Kræver 3D kompetencer
Instituttet for Byggeri og Anlæg skal indeholde laboratorier og forskningsfaciliteter til fuldskalaforsøg som i f.eks. Projekthal Vand med bølgebassin eller Projekthal Fundering med en stor sandkasse. For at holde styr på det komplekse byggeri skal entreprenøren kunne beherske 3D modellering, og Jorton er gearet til at håndtere 3D eller Bygnings Informations Modellering, BIM.
Fokus på videndeling og innovation
Institut for Byggeri & Anlæg er tegnet af Kjaer & Richter og opføres ved indgangen til Campus Vest og langs det gennemgående trafikale bybånd. Instituttet bliver med kælder og fem etager. Med arkitekternes ord er der tale om et enkelt hus med et tydeligt hierarki i materialevalget både udvendigt og indvendigt – fra grov beton til stadig mere bearbejdede materialer som paneler og glaspartier.
Instituttet får dobbelthøje projekthaller og værksteder, og på etagerne over projekthallerne placeres laboratorier med forbindelse til seminarrum. Udefra bliver der kig ind til projekthaller, forsknings- og studiefaciliteter. Intentionen er at etablere et dynamisk og attaktivt byggeri, der inviterer indenfor. Bygningens forskellige funktioner kan også opleves udefra i kraft af bygningens fremskudte og tilbagetrukne facader.
-kj