Nyt liv mellem Kødbyen og KarreerneKødbyen øverst, de nye huse i midten og Karreerne nederst.

Nyt liv mellem Kødbyen og Karreerne

Den sidste etape af en masterplan som skal skabe sammenhæng mellem Den Hvide Kødby og Københavnerkarreerne på Vesterbro er færdig

Skelbækgade i København har i flere år været grænseland mellem Den Hvide Kødby og Vesterbros boligkarreer. Den lille gennemgangsgade trængte til mere tryghed og noget, som kunne binde kødbyen sammen med resten af byen. Derfor tegnede Danielsen Architecture en masterplan med to nye hvide karreer. Den første, skolen SOPU, stod færdig i 2016, og i dag åbner sidste etape af planen for Skelbækgade - søsterbygningen, som nu rummer et hotel.

De ny huse har kødbyens hvide facader, og vinduerne er en nutidig hilsen til datidens industriarkitektur. Men det er karreerne på den anden side af Skelbækgade, som har fået lov til at bestemme formerne, som er nye, men med klare karaktertræk fra den kendte københavnerkarrestruktur med gårdrum og en smutvej mellem husene - og alle er velkomne i gården og stueetagerne.

Arkitekterne bag projektet har over 500 projekter i København på referencelisten, og det er der en helt særlig grund til:

- Vi holder så meget af det gamle København, og især den klassiske karrestruktur, som er både smuk og funktionel. Smuk, fordi den er en rød tråd i hele København, og funktionel, fordi denne klassiske struktur både giver lys og luft til alle og samtidig sikrer muligheden for et socialt liv mellem husene i især gårdhaverne. Det har vi stor respekt for, og rigtig mange af vores københavnske boligprojekter trækker på karre-referencen, siger direktør Kasper Danielsen fra Danielsen Architecture.

Alt skabes indefra og ud
For arkitekten er det netop tankerne om, hvilket liv der skal leves omkring og inde i husene, der bliver afgørende for det udtryk og design, som skal tegne byggeriet. Tegnestuen er anerkendt inden for ny nordisk funktionalisme, og det er netop foreningen af høj arkitektonisk kvalitet, funktionalitet, håndværk og ikke mindst hensynet til de mennesker, der skal bruge det færdige byggeri, som er kerneværdier:

- Alt, hvad vi arbejder med, skaber vi indefra og ud. Om det er bylandskaber, bygninger eller indretning. Behovsanalyser og funktioner er altid udgangspunktet for vores design. Brugerne er hovedpersonerne i vores designprocesser, for vi udtænker altid vores projekter med menneskets hverdag i fokus. Vi mener nemlig, at design uden fuld funktionalitet er mere skulptur end arkitektur, siger Kasper Danielsen.

-kj

11/9 2018