Nyt musikalsk samlingssted klar til indvielse Musikkens Hus åbner sig mod nord i en højloftet, offentlig foyer, der rækker over tre etager med udsigt over Limfjorden. Foto: Helene Høyer Mikkelsen

Nyt musikalsk samlingssted klar til indvielse

Efter fire års byggearbejde står Musikkens Hus i Nordjylland nu endelig klar til indvielse

Vejen til Musikkens Hus i Nordjylland har været lang, det er mere end 28 år siden, den første ide til et musikhus i Aalborg opstod. Nu står huset endelig klar til at tage i mod aalborgensere, nordjyder og alle andre danske og udenlandske musik- og kulturinteresserede.

Lørdag 29. marts er dagen for husets officielle indvielse, og herefter går det løs med en storslået åbningskoncert samme aften under overværelse af H.M. Dronningen. Herefter følger et 13 dage langt festfyrværkeri af koncerter.

Vigtig nyskabelse
Visionen for Musikkens Hus i Nordjylland har været at skabe et koncerthus med en akustik på internationalt niveau, der kan være omdrejningspunkt for det musiske og kulturelle miljø i Aalborg. Det er et hus, der er bygget op omkring selve ideen om at skabe synergi og videndeling på tværs af husets mange brugere og gæster – et omdrejningspunkt i høj arkitektonisk kvalitet, som samtidig er et vartegn for Nordjylland.

- Musikkens Hus er en meget vigtig nyskabelse for Aalborg Kommune og tidspunktet for husets indvielse er helt perfekt. Aalborg gennemgår i disse år en meget stæk og positiv udvikling og Musikkens Hus har netop den pondus, der skal til for at være med til at mangfoldiggøre det aalborgensiske kulturudbud, så vi nu får et mere alsidigt, nuanceret og bredspektret kulturtilbud, end vi tidligere har haft, udtaler borgmester Thomas Kastrup-Larsen og fortsætter:

- Jeg er stolt over at være borgmester i en by, som har Musikkens Hus og Nordkraft som nærmeste naboer – de to bygninger supplerer og komplimenterer hinanden på bedste vis. De udtrykker alt det, Aalborg står for: Ynde, robusthed, det elegante, det rustikke, det etablerede og det mere anarkistiske. Jeg er sikker på, at Musikkens Hus vil komme til at gøre en forskel – og jeg er ikke i tvivl om, at huset fremover vil byde på mange meget store oplevelser.

Et arkitektonisk fyrtårn
Musikkens Hus i Nordjylland er tegnet af østrigske Coop Himmelb(l)au med Wolf D. Prix i spidsen. Arkitektfirmaet står bag en række spektakulære bygningsværker rundt om i verden, men Musikkens Hus er arkitekternes første projekt i Skandinavien.

Jesper Nygård, adm. direktør i Realdania, der har skudt 450 mio. kr. i projektet, er ikke i tvivl om, at Musikkens Hus bliver et hus for hele Nordjylland.

- Musikkens Hus kommer til at bygge broer på mange niveauer, ikke bare musikalsk, men også fysisk i kraft af den multifunktionelle og inddragende arkitektur. Det er virkelig lykkedes Coop Himmelb(l)au at skabe et arkitektonisk fyrtårn, som kan inspirere til aktivt samvær og tværgående samarbejde – og ikke mindst give både børn og voksne nogle uforglemme-lige musikalske oplevelser, siger han.

-los

Om Musikkens Hus
Musikkens Hus i Nordjylland består af ca. 20.000 m2 fordelt på 3 etager under jorden og 5 etager over jorden med bl.a. én stor koncertsal (kapacitet til ca. 1.300 siddende publikummer) samt en mellemstor koncertsal og to mindre. Derudover en restaurant, en foy-er samt undervisnings- og administrationsfaciliteter.

Husets faste beboere er Aalborg Symfoniorkester, Det Jyske Musikkonservatoriums Aalborgafdeling, Aalborg Universitets musikuddannelser, Center for Dansk Jazzhistorie, Musikkens Spisehus samt Musikkens Hus’ administration.

Den samlede finansiering for Musikkens Hus i Nordjylland er på ca.v1 mia. kr.

Hovedbidragyderne er Realdania, der bidrager med ca. 450 mio. kr. samt Aalborg Kommune, som yder et anlægstilskud på 12,5 mio. kr. om året i 30 år, hvilket er konverteret til et realkreditlån m.v. på ca. 220 mio. kr.

Bygherre er Fonden Musikkens Hus i Nordjylland.
Arkitekt er Coop Himmelb(l)au med støtte fra arkitektfirmaet Friis & Moltke.
Akustikrådgiver er Artec, nu Arup.
Ingeniører er Rambøll og Niras.
Bygherrerådgiver er Cowi og PLH Architects.


28/3 2014