Nyt pejlemærke ved indkørslen til København

Nyt pejlemærke ved indkørslen til København

Kontorbyggeriet på Kalvebod Brygge er opført i OPP-samarbejde og DGNB-certificeret til guld

Et nyt karakteristisk og iøjnespringende byggeri har på kort tid rejst sig ved den vestlige indkørsel ad Kalvebod Brygge til Køberhavn. Byggeriet rummer ikke mindre end 41.000 m2 over jorden og er et såkaldt OPP-byggeri (Offentligt-Privat-Partnerskab). Huset, der er DGNB-certificeret til guld, er opført i lavenergiklasse 2020. Udover de ca. 41.000 m2 kontorer rummer byggeriet ca. 20.000 m2 kælder.

Hovedformålet med projektet har været at tilvejebringe attraktive, effektive og totaløkonomisk optimale kontorlokaler med fleksibel anvendelse. Lokalerne er indrettet således, at de uden ombygning kan anvendes til forskellige statsinstitutioner, og at de løbende kan tilpasses de enkelte brugeres ændrede behov.

De fire tårne gående fra fem til otte etager er udstyret med hvert deres atrium - to af dem i fuld bygningshøjde. Hver for sig ligner tårnene mange andre nye kontorbyggerier, men samlet set er byggeriet overvældende alene ved dets størrelse. Et særligt karakteristika er de såkaldte 'mødereoler', der dækker den ene side i alle atrier. Reolerne er udført i træpaneler og forsynet med lydglas, så der er kig begge veje samtidigt med, at man kan sidde uforstyrret i mødelokalerne.

Du kan læse mere om projektet og se flere billeder af byggeriet her i magasinet Byggeri nr. 9.

-kj

28/11 2018