Odense har fået en ny cykel og atletik arenaLetvægtsmembranen har en begrænset vægt og et minimeret materialeforbrug, der i sidste ende reducerer omkostningerne og miljøbelastningen af den samlede konstruktion i forhold til andre alternativer.

Odense har fået en ny cykel og atletik arena

Fredag blev den nye bæredygtige letvægtsarena i Odense indviet, den udnytter dagslyset og skal danne rammen for både cykelsporten og atletikken i byen

Fredag indviede rådmand Jane Jegind og borgmester Anker Boye Odenses nye cykel og atletik arena. Den er tegnet af Mikkelsen Arkitekter, overdækker et areal på ca. 7.200 m2 og giver Odense nogle stærkt eftertragtede idrætsfaciliteter, der udvider sæsonen markant, således at cykel- og atletikfolket i Odense nu kan træne året rundt.

250 meter cykelbane
Den udtjente og nedslidte udendørs cykelbane, oprindeligt opført i 1948, er nu erstattet af en state-of-the-art arena, der samler en række cykel- og atletikfaciliteter, der i dag er spredt ud over hele Odense Kommune, på ét sted.

Et centralt element i arenabyggeriet er den 250 meter lange graciøst svungne cykelbane, udformet i massivt træ og efter internationale standarder. Arenaen er desuden udstyret med 200 meter løbebaner og atletikarealer, der er placeret i indercirklen og lever op til ”International Association of Athletics Federations” klassificeringer.

Selve den skålformede cykel- og atletikbane er sænket ned og indpasset i terrænet, mens den karakteristiske ovale membranoverdækning udgør et selvstændigt, visuelt landmark, der sætter byggeriet smukt i spil i forhold til den omgivende kontekst.

Letvægtsmembran er både økonomisk og bæredygtig
Projektet er blevet til under stramme økonomiske rammer i en integreret designproces med afsæt i at atleternes brugsmønstre, mikroklimatiske behov og arkitektur er gensidigt afhængige. Allerede på et tidligt stadie viste alle undersøgelser, at en letvægtsmembran-løsning var vejen frem.

Denne konstruktionstype besidder store potentialer, idet en letvægtsmembran har en begrænset vægt og et minimeret materialeforbrug, der i sidste ende reducerer omkostningerne og miljøbelastningen af den samlede konstruktion i forhold til andre alternativer.

Dagslyset går igennem
Membranen har en lys, translucent karakter, som tillader dagslyset at filtrere igennem, uden at atleterne blændes. Arenakonstruktionen besidder desuden en række konstruktive fordele med lange spænd og spændstige membraner som bidrager til oplevelsen af en super let og lys ramme om de fysiske udfoldelser på cykel- og atletikbanerne.

-jhn


19/1 2015