Personerne bag arkitekturen i centrum
For første gang kommer international event til Danmark, og her har deltagere mulighed for at møde personerne bag flere velkendte byggerier
Enhver arkitekt har kendskab til en række kendte bygninger - men hvad med menneskerne, der designer og bygger dem? Hvem er de, og hvordan blev de det, de er i dag?
I de sidste tre år har begivenheden Architects, not Architecture turneret rundt i Tyskland og inspireret hundredvis af arkitekter i forskellige byer. Nu kommer eventen for første gang til København.
- Konceptet er altid det samme. De tre gæsten har tyve minutter hver til at tale om deres ideer om arkitektur, deres professionelle virke og personlige visioner og mål. Men de må ikke tale om nogen af deres projekter, fortæller den spanske arkitekt og idemand bag Architects, not Architecture, Fermín Tribaldos.
Den 11. oktober i Dronningesalen i Det Kongelige Bibliotek vil to danske arkitekter og en mexicansk arkitekt - alle med prisvindende projekter rundt om i verden bag sig - dele ud af deres baggrund, ideer og erfaringer.
- Kim Herforth Nielson er drivkraften bag 3XN siden grundlæggelsen i 1986. For ham er arkitekturens kunst at bygge en skulptur omkring bevægelsesmønstre og synergierne mellem mennesker.
- Louis Becker har igennem tre årtier spillet en stor rolle i internationaliseringen af Henning Larsen Architects og været kraftigt medvirkende til tegnestuens succesfulde indtræden og positionering på det nordamerikanske marked. Han mener, at arkitektur skal tale direkte med brugerne og give tilbage til det samfund, hvori det eksisterer.
- Den tredje taler er Tatiana Bilbao, som er en mexicansk arkitekt, hvis innovative værker ofte slår geometri sammen med naturen. Hun forsøger at regenerere rum og derved humanisere dem som en reaktion på global kapitalisme for at åbne nicher for kulturel og økonomisk udvikling.
Foruden København inkluderer eventens 2018-tour byer som Stuttgart, Oslo, Frankfurt, Barcelona, München, Düsseldorf, Hamborg og Berlin.
-kj