Politisk aftale om styrket arbejdsmiljøindsatsBeskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen har sikret sig politisk opbakning til at give AT øgede beføjelser. (Foto: Helle Moos)

Politisk aftale om styrket arbejdsmiljøindsats

Bredt flertal bag ny aftale. Helt konkret bliver andelen af virksomheder, der udvælges til tilsyn af AT, fordi de ofte har arbejdsmiljøproblemer, øget fra 55 til 80 %

Regeringen har netop indgået en politisk aftale med Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti om at styrke arbejdsmiljøindsatsen. Målet er, at flere mennesker i Danmark får et godt og langt arbejdsliv.

Aftalen betyder blandt andet, at Arbejdstilsynet fremover skal føre endnu flere tilsyn med virksomheder med størst risiko for arbejdsmiljøproblemer – og færre tilsyn med virksomheder, der har styr på arbejdsmiljøet.

Helt konkret bliver andelen af virksomheder, der udvælges til tilsyn, fordi de ofte har arbejdsmiljøproblemer, øget fra 55 til 80 procent. Samtidig skal 20 procent af virksomhederne fortsat udtages til et tilsyn via en stikprøve, så ingen kan være sikker på at undgå kontrol.

Straffes med større bøder
Partierne vil med aftalen også sikre, at dårligt arbejdsmiljø aldrig bliver et konkurrenceparameter. Virksomheder, der groft bryder arbejdsmiljøreglerne, skal derfor straffes med større bøder.

- Hvis vi for alvor skal forbedre arbejdsmiljøet, skal vi sikre, at Arbejdstilsynet bruger flest ressourcer på de arbejdspladser, hvor der er størst problemer. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi med aftalen målretter arbejdsmiljøindsatsen endnu mere mod de virksomheder, hvor vi kan se, at de ansattes sikkerhed og sundhed ofte er hårdt prøvet, siger beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S).

Arbejdsmiljøordfører Peter Juel Jensen (V) er tilfreds med, at aftalen ikke alene styrker indsatsen for at komme dårlige forhold i arbejdsmiljøet til livs, men at man fra politisk side nu også har knæsat det princip, at de virksomheder der har et godt og sundt arbejdsmiljø ikke er dem, der skal bruge tid på unødvendige tilsyn fra Arbejdstilsynets side.

-cmn

26/3 2015