Politisk lokkemad på bordet
Hvad kan den kommende regering gøre for byggesektoren, spørger dagens blogskribent, der selv har et par bud på mulighederne
Af Michael Helmershøj, M-H-Management
Så blev valget udskrevet. Mange har set frem til det som til en fødselsdag, og når man har fødselsdag er det tilladt at lave en ønskeseddel.
Det følgende er et bud på de ønsker, man kan stille til den kommende regering fra en af de sektorer i Danmark, som har afgørende betydning for samfundsøkonomien.
Indledningsvis er det første spørgsmål, om vi skal gå efter en blå eller rød regering? Jeg gætter på, at et overvejende flertal i branchen stemmer blåt, men ret beset har den nuværende regering ikke været et dårligt valg for byggesektoren isoleret set, bl.a. med ret massive investeringer i den offentlige sektor af byggeri og i form af betydelige anlægsinvesteringer.
Løfte fra Løkke
Nu lokker så Løkke med genindførelse af boligjobordningen, og det kan være fristende at lade dette være udslagsgivende for ens stemme.
Flere af de organisationer, der repræsenterer byggeriet, er ikke overraskende positive for udmeldingen, og det er rigtigt, at virksomhederne i randzonerne og små håndværksmestre har fordele af ordningen. Det er midlertidig svært at opdrive økonomer, som - i den aktuelle situation landet er i - støtter forslaget ud fra en stringent økonomisk betragtning. Hvem sagde valgflæsk?
Personligt er jeg trods alt mere til blå bloks grundlæggende holdning om, at indtjeningen til samfundet kommer fra den private sektor understøttet af en velfungerende offentlig sektor. De seneste oplæg fra den nuværende regering om at spendere yderligere 39 mia. over en årrække er en forkert vej at gå, og timingen i forslaget er da også afpasset efter et valg om 3 uger. Et sidste desperat forsøg på at hive lidt stemmer fra DF?
Tilbage til ønskesedlen. Grundlæggende vil vi gerne have mere aktivitet i byggeriet, men – om muligt – undgå en ”go and stop” situation, som vi f.eks. oplevede i 2007 og de efterfølgende år. Så ja tak til kontrolleret vækst.
Sikkerhed for boligejerne
Det er vigtigt, at der er ro på boligmarkedet i en form, som gør, at boligejerne er trygge og har tillid til fremtiden. Her spiller renteudviklingen en betydelig rolle.
I lille Danmark kan vi kun i en vis udstrækning påvirke denne udvikling, men vi kan til gengæld sikre, at der er ro omkring realkreditten som institution, og at skatter og afgifter fastholdes.
At man så på lang sigt kan overveje, om der skal indføres en byttehandel på beskatning af nettoprovenu ved salg af ejendom mod en reduktion i personbeskatningen, er så et andet spørgsmål.
Men lige nu: send et tydeligt signal til boligejerne, at der foreløbig ikke opstår overraskelser på dette område. Så må vi leve med, at renten stiger (som egentlig mere er et signal på, at vi er på vej ud af krisen).
Flere i arbejde
I forhold til at tiltrække motiverede medarbejdere til byggebranchen og visse dele af industrien er udspillet fra Venstre om skatterabat/lønmodtagerfradrag velkomment.
Nu skal man ikke være utaknemmelig, men spørgsmålet er, om det er nok? Om det overhovedet rykker ved vores ”800.000” syndrom eller måske mere præcist sygdomssymptom. Men ja tak til flere danskere i arbejde baseret på kommende behov og til fordel for samfundsøkonomien.
Energi- og indeklima
I den eksisterende bygningsmasse – private boliger, erhverv og offentlige bygninger – ligger der et enormt potentiale. Potentialet har endvidere den fordel, at det er fordelt over hele landet i modsætning til skrævvridningen mellem de store byer og udkantsdanmark. Ud over almindelige renoveringsopgaver er der navnlig to områder, som der potentielt er masser af arbejdspladser og materialer i.
Vi er langt fra færdige med at energirenovere den eksisterende bygningsmasse. Lad os gøre det attraktivt for boligejere og virksomheder at investere i dette område. Vi ved, det virker i en god kombination at økonomisk motivation og oplysning.
Indeklimaet er et andet område, som fortjener mere opmærksomhed. Masser af danske arbejdspladser og materialer går til dette område, og det er langsigtet, idet det tager mange år at udbedre/forbedre indeklima.
Den store opgave går ud på at overbevise både virksomhederne og til dels de private, om at der er penge i indeklimaforbedrende tiltag. Her er en klar opgave for en ny regering og til og med en god sag, hvor der måske også kan skabes indtægter fra eksport af know how.
Øget husbyggeri
Vi bygger pt. ca. 3.000 enfamiliehuse om året. En del af disse huse opføres efter, at man har revet det gamle hus ned på grunden.
Såfremt vi som danskere betragtede vores boliger som vores biler, ville vi i langt højere grad skrotte – nogle - af de eksisterende boliger. Årsag: der er ganske enkelt bedre økonomi i en ny bolig (læs bil), og på toppen af dette et bedre miljø for én selv og for samfundet. I Danmark råder vi over mange virksomheder, som bygger den efterspurgte arkitektur på en supereffektivt måde.
Lad den nye regering se på effekterne af at øge de nuværende 3.000 huse til 6-9-12.000? Det skal naturligvis ske ad frivillighedens vej. Måske hjulpet på vej af de samme økonomiske incitamenter, som vi har set ved den eksplosive udvikling af de mange nye minibiler.
Nu er det som oftest med ønskesedler, at man får ikke det hele. Men først og fremmest for samfundets skyld og dernæst i branchens interesse så overvej, om det ikke kan blive plads på budgettet til det meste.
Tilbage står, om Rød eller Blå er den farve, der klæder byggeriet bedst? Valget er dit.