Præsterer markant fremgang i indtjeningenJorton er gået fra minus 30,5 mio. kr. i 2012, over minus 4,5 mio. kr. i 2013 til et halvårsregnskab for 2014 på plus 5,44 mio. kr. Det er meget tilfredsstillende, lyder det fra virksomheden.

Præsterer markant fremgang i indtjeningen

Bygge- og anlægsvirksomheden Jorton A/S fortsætter den positive udvikling med overskud på halvårsregnskabet

Jorton A/S har igen fået styr på indtjeningen og kan fremvise et overskud på 5,44 mio. kr. før skat i det første halvår af 2014.

- Regnskabet for første halvår af 2014 viser en omsætning på 239 mio., hvilket er lidt mindre end sidste år, men det er ikke det væsentligste. Målsætningen er at sikre en bedre indtjening på byggesagerne. Sidste års kraftige forbedring af driftsresultatet - og det netop afsluttede halvårsregnskab - viser, at Jorton A/S igen er på rette vej, siger adm. direktør John Funch der kom til virksomheden i midten af 2013.

Meget tilfredsstillende
Jorton udfører med mere end 80 års erfaring alle former for byggeopgaver indenfor renovering og nybyg - fra den mindste serviceopgave til det komplekse bygningsværk samt alle anlægsopgaver indenfor broer.

Sidste år blev der indført en ny forretningsorden vedrørende salg, tilbud og udførelse med et skarpt fokus på den rigtige ordreportefølje, risici og dækningsbidrag. Samtidig blev organisationen trimmet, så den passede bedre til behovet og den hårde konkurrence i markedet.

Derfor kunne virksomheden afslutte 2013 med et mindre minus på lidt under 4,5 mio. før skat efter det foregående års underskud på 30,5 mio. kr.

- Fremgangen i indtjeningen er således markant og meget tilfredsstillende, understreger John Funch.

Jorton havde primo 2014 en ordreportefølje på 572 mio. kr.

-los

2/9 2014