Rambøll indleder jagt på eftertragtede metallerRambøll håndterer eftersøgnings-projektet i Midt- og Vestjylland for Iluka Resources med GEUS som underrådgiver.

Rambøll indleder jagt på eftertragtede metaller

Fund af tungsand i undergrunden i Midt- og Vestjylland har et højt indhold af tunge titanium- og zirkoniummineraler, der kan bruges i kommercielt øjemed

På marker i Midt- og Vestjylland er Rambøll i gang med at indsamle detaljerede data, som skal afsløre, om der findes tungsand med titanium og zirkonium i undergrunden. Hvis undersøgelserne falder positivt ud, vil et australsk selskab undersøge mulighederne for at udvinde det.

Det australske mineselskab Iluka Resources ønsker at måle magnetfeltet i disse områder, fordi nogle af de titaniummineraler, som de søger efter, er svagt magnetiske. Rambøll håndterer projektet for Iluka Resources med GEUS som underrådgiver.

Baggrunden for projektet er, at der i 1990'erne blev fundet tungsand i undergrunden i Midt- og Vestjylland. Sandet har et højt indhold af tunge titanium- og zirkoniummineraler, der kan bruges i kommercielt øjemed. I den efterfølgende efterforskning blev der dog ikke fundet forekomster, der kunne udnyttes på det tidspunkt.

Hold med magnetometer
Helt konkret foregår dataindsamlingen ved, at et team på fire personer går i lige linjer med en afstand på 250 til 500 meter mellem hinanden. Alle fire bærer et magnetometer, der er fastgjort til en rygsæk. I alt skal magnetometrene indsamle undergrundsdata for 1.000 km linjer.

- Hvis den geofysiske undersøgelse viser lovende resultater, vil Iluka Resources foretage en række prøveboringer i sommeren 2015 for at bekræfte dataene. Derefter har de grundlag for at træffe en beslutning om, hvorvidt det kan betale sig at udvinde tungsandet og dets mineraler. Man skal dog være opmærksom på, at det er relativt sjældent, at sådan en dataindsamling ender med en egentlig produktion, siger Max Halkjær, senior geofysiker i Rambøll.

Titanium bruges til mange formål, hvor der er behov for lav vægt og høj styrke blandt andet til briller og implantater, og det anvendes i vid udstrækning til hvidt farvestof. Zirkonium anvendes overvejende i glasur på keramiske fliser, men også i specialstållegeringer og i magnesiummetal.

-cmn
17/3 2015