Regeringen fodrer hunden med dens egen hale
Regeringen stiller en øget likviditet til rådighed for virksomhederne på 125 milliarder kroner i forbindelse med udbuddet af corona-virussen, men Danske Malermestre mener, at det slet ikke er nok.
Politik - Samfund
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Direktør Ole Draborg fra Danske Malermestre mener, at det er helt andre midler, der skal til:
- Regeringen fodrer jo bare hunden med sin egen hale. Man udskyder betalingerne af skat og moms, men det er penge, man får ind under alle omstændigheder. Det er lige ved, at det kan koste virksomhederne ekstra, hvis de skal betale for at have pengene stående i banken. Men jeg bakker op om regeringens initiativ, der er bedre end ingenting. Jeg blev dog lidt skuffet. da jeg så regeringens pressemøde, hvor de fortalte om deres initiativer. Jeg havde forventet, at man ville kigge på arbejdsgiverperioden for sygedagpenge. Den er nu 30 dage, og jeg havde forventet, at man ville suspendere den - i hvert fald i det omfang det er relateret til corona-virussen, siger Ole Draborg til BygTek.
Bliver værre efterhånden
Han peger på, at regeringen har en forventning om, at virksomhederne betaler for de medarbejdere, der er sat i karantæne i 14 dage:
- Det bliver kun værre efterhånden, som tiden går. I Danske Malermestre er vi ikke enige med regeringen i, at virksomhederne skal betale for, at medarbejderne går hjemme i 14 dage uden at være syge. Som arbejdsgivere har vi ikke en forpligtelse til at betale sygedagpenge til medarbejdere, som af en eller anden grund er blevet pålagt at blive hjemme. Vi har selvfølgelig en forpligtelse til at betale, hvis de er syge og skal blive hjemme. Det er regeringen øjensynlig uenige i. Der er vi til gengæld uenige med regeringens fortolkning, siger Danske Malermestres direktør.
Lader lønmodtagere og virksomheder i stikken
Ole Draborg mener, at regeringen lader virksomhederne og lønmodtagerne i stikken:
- Som lønmodtager og virksomhed falder man ned mellem to stole. Der er nok nogle virksomheder, der vælger at betale løn til de hjemsendte medarbejdere, men der er også små og mellemstore virksomheder, som bliver ramt. Man kan forestille sig en tømrermester, hvor en medarbejder kommer hjem med corona-smitte, hvorefter resten af medarbejderne sættes i karantæne i 14 dage. Skal virksomhedens ejer virkelig betale løn til disse medarbejdere? Det kan han jo ikke, siger Ole Draborg, der mener, at det i stedet bør være statskassen, der betaler lønnen i de 14 dage eller i hvert fald suspenderer 30 dages reglen.
Væk med 30-dages reglen
Han henviser til, at der er sket en kraftig forøgelse af sygedagpengeperioden i forhold til, hvad der gjaldt tidligere for arbejdsgivernes betalte sygedagpenge:
- Hvis man virkelig fra regeringens side mener noget med, at virksomhederne og hele samfundet skal hjælpe hinanden, må man suspendere 30 dages reglen, så staten betaler medarbejdernes sygedagpenge i karantæneperioden. Det kan ikke være sådan, at hvis arbejdsgiveren giver sygedagpenge under karantæne, får han ingen kompensation. Det ville være fuldstændig urimeligt, mener Ole Draborg.
Nervøsitet blandt malermestrene
Han advarer om, at der allerede nu er medlemmer i Danske Malermestre, som er meget nervøse for at komme i en situation, hvor de står med hele udgiften til sygedagpenge og ikke kan få refusion i tilfælde af, at alle medarbejderne sættes med karantæne.
Ole Draborg peger på meldinger om, at omkring en halv million danskere kan blive angrebet af Coronavirus over en periode:
- Så kan det blive et alvorligt problem for mange mindre og mellemstore virksomheder, hvis de øvrige medarbejdere bliver sat i karantæne på grund af myndighederne. Så har vi ingen forpligtigelse til at udbetale løn. Samtidig må man nok erkende, at det på længere sigt bliver nødvendigt med finanspolitiske lempelser. Likviditetslempelsen er ikke nok. Det bliver nødvendigt igen at kickstarte dansk økonomi, mener Han.
Brug pensionsmilliarderne
Ole Draborg advarer om, at vi endnu ikke har set toppen af corona situationen:
- Jeg tror, det bliver meget mere alvorligt. Det må regeringen også indse på et eller andet tidspunkt. Vi har heldigvis en meget stærk nationaløkonomi, og regeringen har blandt andet sidste år fået en masse ekstra pensionsmilliarder i statskassen, som man kunne overveje at bruge i den situation, der nu er opstået, slutter Danske Malermestres direktør.
Hør hele interviewet med Ole Draborg på nedenstående link
http://radioupdate.dk/Updatenyheder.asp?page=3855&T=Regeringen fodrer hunden med denes egen hale