Regeringen vil umuliggøre nye installationer af gas- eller oliefyr

Regeringen vil umuliggøre nye installationer af gas- eller oliefyr

Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard har orienteret Folketinget om arbejdet med en model for ’Stop for ny-installationer af olie- og gasfyr'

Af Dan Bjerring
Christiansborg

I forbindelse med klimaaftalen om grøn strøm og varme er regeringen gået i dialog med EU-Kommissionen med henblik på at sikre hurtig opbakning til konkrete initiativer, som i forbindelse med revision af Bygningsdirektivet kan muliggøre et stop for ny-installation af gasfyr.

Regeringen forventer at kunne give et bud på en model i november, og den endelige fortolkning af, om et initiativ er i overensstemmelse med det reviderede Bygningsdirektiv vil ifølge ministeren i sidste ende være op til EU-Kommissionen og EU-domstolen.

To eksempler
De konkrete modeller for stop for nye installationer af gas- og oliefyr er under udarbejdelse, og modellerne skal håndtere udfordringer med husholdninger, hvor det er problematisk at vælge en alternativ løsning, hvis boligens gas- eller oliefyr skal udskiftes.

Ministeren giver to eksempler på, hvordan en model for stop for nye installationer kan se ud.

Hindrer nye installationer
Den ene betyder, at der fastsættes en grænse for CO2-udledning fra olie- og gasfyr, som gælder ved udskiftning eller ny installation, og som ikke vil kan overholdes, medmindre der udelukkende anvendes bioolie eller biogas.

Modellen vil som udgangspunkt hindre ny-installationer af olie- og gasfyr, men vil ikke være virksom i forhold til gasfyr i et gassystem med 100 procent biogas. Modellen vurderes at være i overensstemmelse med EU-retten. Modellen har dog endnu ikke været drøftet med EU-Kommissionen.

Billigere at konvertere end at efterisolere
Den anden model stiller krav om, at bygningens samlede energiforbrug skal reduceres væsentligt, hvis der installeres et nyt olie- eller gasfyr:

- Et sådan krav vil principielt kunne opfyldes med omfattende efterisolering, men det vil være væsentligt billigere at konvertere til varmepumpe eller fjernvarme. I praksis forventes kravet derfor at hindre nye olie- og gasfyr i eksisterende byggeri, oplyser Lars Aagaard, der noterer, at en ’EU-retlig vurdering af denne model udestår’.

Venter på Tyskland og EU
Det er samtidig ved at blive afklaret, hvordan man kan håndtere udfordringer med husholdninger, hvor det er problematisk at vælge en alternativ løsning, hvis boligens gas- eller oliefyr skal udskiftes.

Energistyrelsen følger i øvrigt udviklingen i Tyskland, hvor regeringen har foreslået et stop for opvarmning med fossilt brændsel gældende fra 2024, ledsaget af betydelig støtte ved konvertering til varmepumpe eller fjernvarme:

- Det er usikkert, om forslaget gennemføres uden ændringer. Dertil kommer, at EU-Kommissionen har foreslået et de facto stop for salg af nye olie- og gasfyr via ecodesign-regler fra 2029. Det er også usikkert, om dette forslag vedtages uændret, oplyser klima- energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.

Eksisterende ordning i Høje Taastrup
Høje Taastrup Fjernvarme har indført, at boliger i områder med naturgas - der er udlagt til fjernvarme, og hvor boligejerne har sagt ja til at blive tilsluttet – kvit og frit kan få opstillet et mobilt gas- eller oliefyr i perioden indtil fjernvarmen er installeret. De skal kun betale forbruget af gas.

Ordningen træder i kraft, hvis det eksisterende olie- eller gasfyr er gået i stykker og ikke kan repareres.

4/7 2023