Rejsegilde på bæredygtig daginstitution
Fredag den 31. august var der rejsegilde på Rebild Kommunes første bæredygtige daginstitution, Rådyret, som ligger i Støvring Ådale
Daginstitutionen Rådyret bliver bygget som følge af den meget store tilflytning af børnefamilier, der har været de seneste år i Rebild Kommune og især i Støvring.
Rådyret kommer til at rumme både vuggestue med plads til 30 børn og børnehave med plads til 60 børn. Dermed er den et alternativ til de forældre, der foretrækker en daginstitution fremfor dagpleje til familiens yngste.
Rebild Kommune har ønsket et byggeri, som både er af høj kvalitet og er bæredygtigt. Der bliver bl.a. brugt materialer, som er nedbrydelige og/eller kan genanvendes ligesom, at der er fokus på lavt energiforbrug.
Den nye institution åbner efter planen den 1. februar 2019, og fra den 1. september 2018 er det muligt at skrive sit barn op til institutionen.
Allerede nu er der planlagt endnu en daginstitution i Støvring på Klepholmvej. Byggeriet starter medio 2019 og står færdigt i 2020.
-kj