René Christensen (DF): Besparelser på erhvervsskoler skal væk fra 2019Dansk Folkepartis finansordfører René Christensen Foto: Steen Brogaard)

René Christensen (DF): Besparelser på erhvervsskoler skal væk fra 2019

Står det til Dansk Folkeparti skal regeringens planlagte finanslovsbesparelser på erhvervsskolerne og Arbejdstilsynet tages af bordet

Af Dan Bjerring
Christiansborg

SF’s politiske ordfører, Karsten Hønge, lagde i et interview med BygTek ikke skjul på, at han håber på Dansk Folkeparti, når det gælder om at undgå nedskæringer for Arbejdstilsynet og erhvervsuddannelserne på den kommende Finanslov.

Og noget tyder på, at hans bøn er blevet hørt. DF’s finanslovsordfører René Christensen siger til BygTek, at han under finanslovsforhandlingerne vil forsøge at luge de nævnte besparelser ud af forslaget:

- Vi har også i tidligere finanslove været med til at sætte ekstra penge af til Arbejdstilsynet, og vil gerne undgå ’bølger’ i bevillingerne, hvor bevillingerne går op og ned år for år. Vi ønsker et fastlagt bundniveau med en permanent bevilling, så de ansatte ved, at de kan regne med ansættelser ud over det enkelte år, siger René Christensen til BygTek.

Mere kontrol i højkonjunktur
Han mener, at usikkerheden om næste års bevilling kan betyde, at det kan være svært at tiltrække kvalificerede ansøgere til stillingerne i Arbejdstilsynet, og at man ud fra det fastlagte bundniveau så kan skrue op eller ned for blusset i forhold til konjunkturerne:

- I højkonjunktur er der mange byggeprojekter og derfor behov for en større kontrolindsats. Vi har under tidligere finanslovsforhandlinger fundet penge til området, og det vil vi forsøge igen. Også i forhold til indsatsen mod social dumping, der betyder meget for DF. Social dumping er ulige konkurrence, og der er brug for et konstant kontroltryk på området til gavn for de danske virksomheders konkurrenceevne, siger René Christensen.

Han kalder situationen for Arbejdstilsynet for ’uholdbar’ med de svingende årlige bevillinger med deraf følgende opsigelser og genansættelser.

Væk med omprioriteringsbidraget
Også omkring erhvervsuddannelserne er holdningen klar:

- Vi håber, at vi kan overbevise regeringen om, at omprioriteringsbidraget på erhvervsskolerne skal fjernes fra 2019. Vi kan se, at erhvervsskolerne er udfordret i forhold til elevtallet. Ikke fordi de ikke gør det godt nok, men fordi vi fik en erhvervsskolereform, hvor eleverne skal have ’2 plus 2’ (Red: mindst karakteren 2 i dansk og matematik). Det er Dansk Folkeparti tilhænger af, men samtidig er der en del af de +20-årige, der får job uden uddannelse på grund af højkonjunkturen og derfor bliver selvforsørgende. Det svækker tilgangen til erhvervsskolerne, og med taxametertilskud sammen med omprioriteringsbidraget er det svært for dem at få det til at hænge økonomisk sammen, siger René Christensen.

10. klasser på erhvervsskolerne
Han peger videre på behovet for at forbedre erhvervsskolernes image:

- Ude i kommunerne bør man tænke over, hvordan man kan promovere områdets erhvervsskoler. Det kan blandt andet være ved at placere 10. klasserne på erhvervsskolerne. Det er dog mere en lokal udfordring end en statslig udfordring. Vi skal have ro på, siger DF’s finansordfører.

11/9 2018