Renovering af Arne Jacobsens rådhus
Søllerød Rådhus i Holte er et fredet hus med specialdesignede detaljer og er nu blevet renoveret
Der er gået mange år, siden det berømte rådhus blev bygget i starten af 1940'erne, og tiden har sat sine spor. Det har været nødvendigt med en gennemgribende renovering, som også betyder en grundig energirenovering - i første omgang kun af forhuset. De indvendige flader og vægge i forhuset renoveres også, for da rådhuset blev bygget, fremstod det lyst og venligt, og det genskabes nu, som det oprindeligt var udført og tænkt fra Arne Jacobsens side.
En arkitekt, der har kigget på rådhuset med lup, er René Kural. Han er aktuel med en bog om Søllerød Rådhus og er ikke i tvivl om, hvorfor rådhuset skulle have et løft:
- For mig at se, er det verdensarkitektur, vi taler om. Jeg er især meget forelsket i de meget klare planer for rådhuset. Huset skulle netop ikke være et tidens magtsymbol med tårn og monumenter, men tværtimod et hus for borgerne, et borgerhus, ikke et rådhus i historisk forstand. Rådhuset i Holte er bygget i øjenhøjde. Det er et optimeret hus, der fik det bedste ud af sin tid. Et smukt, fysisk billede på brydningstiden og demokratiseringsprocessen, der tonede frem i Danmark i 40'erne, siger René Kural.
Præcision i materialerne
En anden arkitekt, der har et indgående kendskab til rådhuset, er Nanna Meyer Stenberg fra Varmings Tegnestue, der har stået for renoveringen. For hende er det især valget af materialer, som gør rådhuset helt særligt.
- Det særlige er præcisionen i materialerne og hierarkiet imellem dem. Spillet mellem det fine og grove, de faste, lige linjer og naturens egne bløde linjer. Et spil, vi nu bringer tilbage til det oprindelige. F.eks. føres besøgende på rådhuset først ind i forhallen med en pompøs, hvid marmor - spejlblanke, hårde overflader, der får med- og modspil i de bløde perforerede birkepaneler og det fantastisk flotte, oprindelige gulv, vi nu har vakt til live igen i rådssalen, siger Nanna Stenberg Meyer og tilføjer:
- Jeg håber i det hele taget, at renoveringen kan hjælpe rudersdalborgerne og andre interesserede med at fremhæve den helt særlige arkitektur og materialeholdning, der er i huset - f.eks. i den specielle Porsgrunn-marmor fra Norge, hvor du kan finde fossiler, hvis du kigger godt efter.
Blandt de vigtigste bygninger
- Netop skovens bløde konturer tillader en større fasthed og klarhed i arkitekturen.
Sådan sagde Arne Jacobsen bl.a. ved indvielsen i 1942. Kendetegnende ved byggeriet er, at den naturskønne, lokale natur afspejles i bygningen. Naturen føres med indenfor i naturstenene, okselæderet, birkepanelerne og egetræsgulvene.
Borgmester Jens Ive er ikke i tvivl om, hvad renoveringen har været med til at genskabe:
- Arne Jacobsen og Flemming Lassens rådhus i Holte er blandt de vigtigste modernistiske bygninger, vi har i Danmark. Renoveringen er nødvendig efter mange års slid. Nu har vi bragt det samlede arkitektoniske værk som rådhuset udgør med bygning, installationer og design nøje afstemt ift. hinanden tilbage til det, der oprindeligt var tænkt. Og samtidig forbedrer vi bygningen med energieffektive løsninger, siger Jens Ive.
Tilbage til det, der fungerer
Rådhuset er også et eksempel på et byggeri, hvor man sammentænkte arkitektur og teknik f.eks. med naturlig ventilation i facaderne. Men med tiden er der blevet ændret så meget på de oprindelige løsninger, at de ikke længere fungerer optimalt. Så med et blik for bæredygtige og energieffektive løsninger - en helt central del af renoveringen - går man i virkeligheden tilbage til det, der fungerer. Ventilationen er blevet retableret og energiglas sat ind i stedet for forsatsruder. Lamperne er også renoveret med moderne, energirigtige lyskilder.
Efter en længere planlægningsperiode gik renoveringen i gang i sommeren 2017 og mangler nu kun de sidste mindre arbejder. Renoveringen er første etape og vedrører kun forhuset med bl.a. Borgerservice og rådssal. Samlet er der bevilget knap 26 mio. kr. til første etape, og der er givet fondsstøtte på ca. fem millioner kroner.
-kj