Rockwool åbner 56.000 m2 fabrik i USA
Efter tocifret vækst åbner Rockwool nu sin første fabrik i USA, der hvor hele eventyret med stenulden startede
På et 40 hektar stort område i Marshall County i Mississippi har Rockwool koncernen over det seneste år arbejdet på højtryk for at færdiggøre sin første produktionsfabrik i USA. I alt 56.000 kvadratmeter, der blev officielt indviet sidst i september, hvor der var taler fra blandt andet den lokale guvernør Phil Bryant samt Rockwool koncernens administrerende direktør Eelco van Heel.- Det er et historisk øjeblik. Stenuld som materiale blev udviklet i USA, men har gennem mange år været stort set fraværende i et isoleringsmarked, der er domineret af glasfiber- og skumplastprodukter. Nu bringer vi det hjem, udtaler administrerende direktør Eelco van Heel.
Fabrik klarer forsat vækst
Koncernen har opdyrket sin Nordamerikanske position via fabrikker i Canada, men nu er koncernen klar til at geare op i USA:
- Med den nye fabrik vil vi kunne øge vores salg af isoleringsprodukter i USA. Vi har oplevet tocifrede vækstrater på det nordamerikanske marked gennem de seneste år, og der er fortsat et betydeligt potentiale for vækst i markedet, siger Trent Ogilvie, som er administrerende direktør for Rockwool koncernens datterselskab i Nordamerika, Roxul Inc.
De solide resultater i Nordamerika stammer blandt andet fra det amerikanske ’gør-det-selv’-marked gennem salg i store byggevarekæder. Her har Roxul Inc. siden sidste år har solgt sine stenuldsprodukter via hundredvis af Home Depots og Lowe’s forretninger i USA.
Kan nå til Mexico
Det er dog ikke kun på det amerikanske ’gør-det-selv’-marked, at der er potentiale for vækst. Med den nyetablerede amerikanske fabrik øger koncernen også sin salgsindsats i staterne i det sydøstlige USA og Mexico. Der er blandt andet et stort marked for salg af teknisk isolering til raffinaderier og off-shore virksomheder ved den mexicanske golf, ligesom mange industrivirksomheder – eksempelvis flere globale bilfabrikanter - har placeret deres fabriksanlæg i sydstaterne, hvilket giver vækstmuligheder inden for tagisolering og klimaskærmsløsninger. Den nye beliggenhed i Mississippi skal således bidrage til at udbrede den geografiske rækkevidde og øge kendskabet til Rockwool produkter i byggebranchen i denne region.
Den i alt 56.000 kvadratmeter store fabrik i Mississippi forventes at beskæftige 150 medarbejdere og årligt bidrage til, at koncernens produktionskapacitet øges med 50 procent på det nordamerikanske marked.
-jhn