(S): Arbejdsmiljøbanditter skal angribes med effektiv kontrol og høje bøder

(S): Arbejdsmiljøbanditter skal angribes med effektiv kontrol og høje bøder

Forhandlingerne om en ny arbejdsmiljølovgivning står for døren, og de kommer ikke mindst til at tage udgangspunkt i de 18 anbefalinger, som et ekspertpanel præsenterede for Beskæftigelsesministeriet.

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører, Leif Lahn Jensen, siger til BygTek, at det har været positivt, at arbejdsmarkedets parter har sat sig sammen og er blevet enige om at komme med anbefalinger til, hvad der kan gøres for at løfte arbejdsmiljøindsatsen:

- Når et ekspertudvalg bestående af arbejdsmarkedets parter kommer med anbefalinger, vil vi fra Folketingets side tage det meget alvorligt. Her er der tale om eksperter, der ikke bare er professorer, som har læst om tingene i en bog. Her er der tale om arbejdstagere og arbejdsgivere, der kender problemerne i praksis, siger Leif Lahn Jensen til BygTek.

Gode eksempler
Han peger på, at der er en række eksempler på, at når arbejdsmarkedets parter kommer med anbefalinger i fællesskab, så ikke bare lytter politikerne, men de følger også i høj grad anbefalingerne. Det gælder blandt andet Ferieloven og Dagpengeloven:

- Der er de seneste år en masse eksempler på, at fagbevægelsen og arbejdsgiverne har siddet i nogle udvalg, som politikerne har fulgt anbefalingerne fra. Det sker også omkring arbejdsmiljøet, forudser Socialdemokratiets ordfører.


Bedre indsats for det psykiske arbejdsmiljø
Blandt de anbefalinger, der kommer fra ekspertudvalget, er, at arbejdsgivernes viden omkring det psykiske arbejdsmiljø skal kvalificeres.

Burde det samme ikke være tilfældet for det fysiske arbejdsmiljø:

- Som tidligere tillidsmand ved jeg, at det er et problem, hvis en ledelse ikke har fokus på arbejdsmiljøet. Så er der som regel også et dårligt arbejdsmiljø. Det fungerer bedst, når ledelsen bruger tid på det og interesserer sig for det. Det viser sig faktisk også ofte, at det er der, man tjener pengene. Arbejdsgiverne skal være klædt på til at skabe et godt arbejdsmiljø, og der skal også være en form for uddannelse for dem, siger Leif Lahn Jensen videre.

Stop banditterne
Det har også vist sig at være et problem, at mange udenlandske arbejdere i eksempelvis byggesektoren ikke kender de danske arbejdsmiljøregler, ligesom de udenlandske arbejdsgivere ofte ikke sikrer arbejdsmiljøet:

- Det er en lidt anden dagsorden, hvor vi skal angribe problemerne med vore fagforeninger og Arbejdstilsynet. Arbejdstilsynet skal sikres mulighed for at lave ordentlig kontrol, som rammer præcis der, hvor der er mest behov for det. Vi skal sikre, at banditterne standses med kontrol og bøder, der kan mærkes, siger Socialdemokratiets ordfører.

Ikke ond vilje
Leif Lahn Jensen understreger dog, at de fleste virksomheder gør det godt på arbejdsmiljøområdet, men mange har nogle mangler på grund af manglende viden:
- Det er ikke af ond vilje. Vi skal hjælpe de virksomheder, der gerne vil et godt arbejdsmiljø, men samtidig hugge hårdt til dem, der er nogle banditter. Det kræver også nogle flere penge til Arbejdstilsynet. Regeringen har taget 100 millioner kroner fra Arbejdstilsynet, siden regeringen overtog magten. De penge, regner jeg med, kommer tilbage på bordet. Socialdemokratiet kan ikke acceptere, at beskæftigelsesministeren kræver mere og mere af Arbejdstilsynet, samtidig med at han gang på gang tager penge fra dem, siger Leif Lahn Jensen, der er overbevist om, at det lykkes at finde frem til en god aftale på arbejdsmiljøområdet.

FAKTA
De 18 anbefalinger

01 Regeringen og arbejdsmarkedets parter aftaler i fællesskab prioriterede nationale mål for arbejdsmiljøindsatsen, der skal sætte retning for den samlede arbejdsmiljøindsats. Det aftales også, hvordan der følges op på målene.

02 Arbejdsmarkedets parter i Arbejdsmiljørådet omsætter – i dialog med Branchefællesskaberne for Arbejdsmiljø – de fælles nationale mål til brancheniveau ved at opstille konkrete måltal, herunder eventuelle progressionsmål eller konkrete modeller. Arbejdsmiljørådet følger ligeledes op på indfrielsen af måltallene.

03 Alle arbejdsmiljøaktører skal understøtte, at arbejdspladserne kan skabe gode resultater. Samtidig skal arbejdspladserne have bedre rammer og forudsætninger for at arbejde med arbejdsmiljøet.

04 Der skal udvikles en forbedret risikomodel, som kan føre til en mere præcis udvælgelse af de arbejdspladser, der udtages til tilsyn. Modellen skal samtidig bidrage til at kvalificere tilsynsbesøg og kommunikationsindsatser til arbejdspladserne.
Arbejdstilsynet skal fortsat følge op på alle relevante klager.

05 Arbejdstilsynets påbud for overtrædelser af arbejdsmiljøloven skal suppleres af tilbud om dialog og vejledning.

06 Arbejdspladser, der på baggrund af et konkret arbejdsmiljøproblem vil gøre en ekstra indsats for arbejdsmiljøet, skal have mulighed for at indgå aftaleforløb med Arbejdstilsynet om forbedring af arbejdsmiljøet og løsning af arbejdsmiljøproblemet.
Ordningen skal følges tæt og evalueres. Hvis det konstateres, at ordningen ikke har den ønskede virkning, skal den justeres.

07 Et påbud om rådgivning ændres til et kompetencepåbud, så der i højere grad kan tages højde for arbejdspladsernes forskellige behov for løsninger.
Det betyder, at påbuddet skal handle om, at arbejdspladserne skal anvende den nødvendige sagkundskab på området enten ved opbygning og anvendelse af egne kompetencer eller ved indhentning af ekstern rådgivning.

08 Der skal gennemføres koordinerede indsatser rettet mod konkrete udfordringer over for udvalgte brancher, så centrale aktører på arbejdsmiljøområdet trækker i samme retning og sammen kan opnå en større virkning af indsatsen.

09 Arbejdstilsynets kommunikationsindsats skal i langt højere grad end i dag være proaktiv, målrettet og differentieret i forhold til arbejdspladsernes forskellige behov, og der skal udvikles digitale løsninger, der understøtter arbejdspladsernes eget arbejdsmiljøarbejde.

10 Reglerne om de formelle arbejdsmiljøkrav, som fremgår af bekendtgørelse om samarbejde om sikkerhed og sundhed samt bekendtgørelse om arbejdets udførelse, skal samles i én bekendtgørelse, så der bliver mere klarhed om reglerne.

11 Reglerne for det psykiske arbejdsmiljø skal skrives ind i en bekendtgørelse, så det bliver tydeligere, hvad der er gældende regler for forebyggelse af risici i det psykiske arbejdsmiljø.

12 Der skal udvikles nye og bedre muligheder for uddannelse i psykisk arbejdsmiljø til ledere, så kompetencer inden for psykisk arbejdsmiljø styrkes.

13 Der skal udvikles en ny form for regelformidling i Arbejdstilsynet, der gør det lettere for arbejdsgivere, ledere, medarbejdere og arbejdsmiljørepræsentanter at finde og anvende relevante regler og vejledningsmateriale ved at tage udgangspunkt i arbejdspladsernes forskellige behov for viden.

14 Arbejdsgivere skal betale et fast beløb, når et op følgende tilsyn på grund af gentagne alvorlige overtrædelser af arbejdsmiljøloven inden for to år fører til forbud eller straks påbud ved betydelig fare inden for samme eller lignende område.

15 Bøderne for overtrædelser af Arbejdsmiljøloven med alvorlige konsekvenser samt bøderne for gentagne grove overtrædelser af arbejdsmiljøloven skal skærpes yderligere.

16 Beskæftigelsesministeriet skal i samarbejde med forskningsmiljøer og arbejdsmarkedets parter udarbejde en national strategi for forskning i arbejdsmiljø.

17 Analyser og datagrundlag på arbejdsmiljøområdet skal udnyttes til bedre at kunne måle effekter af indsatsen.

18 Formidlingsindsatsen skal være mere sammenhængende med en klar rollefordeling mellem aktørerne

4/10 2018