Sektionsformand stikker kniv i ryggen på Dansk Byggeri
Dansk Byggeri er stærke modstandere af kædeansvar, men det er op til de enkelte medlemmer, om de vil indgå særlige forpligtelser med 3F
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Det har vakt stor opsigt i byggekredse, at formanden for Nedrivningssektionen, Thomas Kingo, indirekte har stukket en kniv i ryggen på Dansk Byggeri med beslutningen om, at nedrivningsvirksomheden Kingo Karlsen som den første byggevirksomhed har indgået aftale med 3F om kædeansvar.
Direktør Peter Stenholm fra Dansk Byggeri siger til BygTek, at kædeansvar ’ikke er en blomst, der er groet i Dansk Byggeris have’, og han bekræfter, at Dansk Byggeri gennem flere overenskomstforhandlinger har afvist netop kædeansvar:
- Det står virksomhederne frit for at overveje i hvilket omfang, man vil indgå samarbejdsaftaler. Herunder hvilke forpligtelser man vil påtage sig, siger Peter Stenholm.
Står for deres egen regning
Han understreger, at ’hvad Kingo Karlsen har valgt, må stå for deres egen regning’. Samtidig peger han på, at konstruktionen i aftalen, så vidt han er orienteret, har lighedstræk med de arbejdsklausuler, som kendes fra eksempelvis kommunerne med tilhørende krav om kædeansvar og kontrol:
- Det arbejder en del af vores medlemmer under. Men det ændrer ikke på Dansk Byggeris opfattelse af kædeansvar. Der er også medlemmer af Dansk Byggeri, som er medlemmer af foreningen Byggeriets Samfundsansvar. Det er Dansk Byggeri heller ikke. Det er vigtigt at understrege, at Kingo Karlsens beslutning ikke er et kollektivt skridt, men virksomhedens helt egen, siger Peter Stenholm.
Etiske retningslinier
Sagen bliver så meget desto mere speget, fordi Thomas Kingo og Kingo Karlsen i øjeblikket er anklaget for medvirken til karteldannelse.
Dansk Byggeri har på baggrund af nogle etiske retningslinier truffet den beslutning, at medlemmer af bestyrelsen nedlægger deres mandat, hvis de kommer under anklager om eksempelvis kartelvirksomhed eller andre overtrædelser af Konkurrenceloven, men samme regler gælder ikke de enkelte sektioner.
Bestyrelsen i Dansk Byggeri har dog opfordret sektionerne til at bruge samme regler, men det har man altså valgt ikke at følge i Nedrivningssektionen:
- Det er op til de enkelte sektioner, der er selvstændige foreninger med egne vedtægter, selv at træffe beslutningen. Det er dem, der beslutter, hvem der skal vælges, slutter en meget diplomatisk Peter Stenholm.