SF: Finanslovsbesparelser på Arbejdstilsynet er en provokation

SF: Finanslovsbesparelser på Arbejdstilsynet er en provokation

Ifølge SF er Arbejdstilsynet siden år 2000 gennemsnitligt blevet beskåret med 6,37 millioner kroner årligt. Karsten Hønge ønsker faste budgetter i stedet for ’elevatorpolitik’

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Igen i år forsøger regeringen at spare på Arbejdstilsynet i finanslovsforslaget. Undersøgelser vise ellers, at der fortsat er store problemer med sikkerheden på eksempelvis byggepladserne, ikke mindst hvor der arbejder østeuropæere, ligesom der fortsat er behov for kamp mod social dumping.

SF’s politiske ordfører, Karsten Hønge, der selv er tømrer, advarer regeringen mod besparelserne på arbejdsmiljøområdet og siger til BygTek, at regeringens18 millioner kroner på Arbejdstilsynet kun er begyndelsen:

- Regeringen vil frem til 2022 skære, hvad der svarer til 27 procent af bevillingerne til Arbejdstilsynet. Det er ikke bare at ramme ved siden af skiven. Man rammer slet ikke den væg, skiven hænger på, siger Karsten Hønge til BygTek.


Besparelser er en dårlig forretning
Han siger, at Danmark årligt har kæmpe udgifter på grund af et dårligt arbejdsmiljø:

- Det kan beregnes på forskellige måder, men en rimelig beregning viser, at dårligt arbejdsmiljø koster os over 70 milliarder kroner om året. Det har både omkostninger for de borgere, der rammes af arbejdsuheld, og samtidig mener man, at vi skal arbejde endnu flere år, inden vi kan gå på pension. Hvis folk skal arbejde til de bliver 74-75 år, skal vi have et både anderledes, sikkert og mere trygt arbejdsmiljø. Det er også en god investering, for én krone givet ud til bedre arbejdsmiljø, giver to kroner tilbage, siger SF’s politiske ordfører.

100 millioner kroner ekstra
Han vil i stedet for at spare på Arbejdstilsynet øge bevillingerne med 100 millioner kroner om året:

- Også for at øge kampen mod social dumping. Et er, at de østeuropæiske firmaer konkurrerer hårdt på lønnen, men også fordi vi stort set over alt kan se, at de konkurrerer på et dårligt arbejdsmiljø. Der er forholdsvis væsentlig flere håndværkere fra Østeuropa, der kommer til skade, end der er danske håndværkere, som kommer til skade. Argumenterne står i kø for et stærkere Arbejdstilsyn. Siden år 2000 er Arbejdstilsynet gennemsnitligt blevet beskåret med 6,37 millioner kroner. Arbejdstilsynet skal have mere faste budgetter i stedet for en ’elevatorpolitik’, hvor man det ene år giver en masse i ekstra tilskud og ansætter flere folk, for året eller årene efter at sænke budgetterne igen og fyre en masse medarbejdere, siger Karsten Hønge.

Provokation
Han peger på, at det med en sådan ’elevatorpolitik’ er svært at tiltrække de dygtigste medarbejdere:

- De bedste søger andre steder hen. Derfor skal Arbejdstilsynet have faste budgetter og på et væsentlig højere niveau. I den situation vælger regeringen at provokere med en Finanslov, som beskærer Arbejdstilsynet. Men måske er det også et af regeringens ’skålpund kød’, der kan tilbydes Dansk Folkeparti for at få dem til at stemme for Finansloven. Så kan DF komme ud med æren i behold o regeringen undgår at spænde ben for et Arbejdstilsyn, der i forvejen ligger ned og kæmper for at holde sig fast med det yderste af neglene for at komme på omgangshøjde med, hvad der foregår ude i virksomhederne, slutter Karsten Hønge.

10/9 2018