Skal skabe fremtidens læringssted og samlingspunkt i VråDen nye skole giver mulighed for forskellige pædagogikker og undervisningsformer, som kan inspirere og udfordre både børn og voksne i lege- og læringssituationer. Her indgangspartiet.

Skal skabe fremtidens læringssted og samlingspunkt i Vrå

Hjørring Kommune har valgt NCC som råhusentreprenør på opgaven, hvor der skal opføres cirka 10.000 m2 til skole, børnehus og idrætshal

Målet med det nye børnehus og den nye skole er, at det skal blive meget mere end en institution. Det skal være et læringssted for fremtiden og et samlingspunkt for beboerne i Vrå. Skolen og børnehuset er designet med henblik på at skabe flydende grænser mellem læring, kultur, idræt, bevægelse, fritidsaktiviteter og almindeligt socialt samvær. Alle uanset alder og interesser vil være velkomne og have noget at gøre i huset.

NCC har vundet råhusopgaven i partnering, som er en byggeform, entreprenørvirksomheden har årelang erfaring og succes med. Det betyder, at NCC skal hjælpe med at bringe projektet på plads, så økonomien overholdes, ligesom virksomheden står for at sikre, at projektet bliver løst med bygbare detaljer og løsninger.

Projektet er på i alt 178 mio. kroner. NCC’s entreprise udgør 70 mio. kroner.

- Partnering er en rigtig god entrepriseform, som bringer de forskellige aktørers kompetencer ind i processen på et tidligt tidspunkt i projekterings- og tilbudsfasen. Partnering er kendetegnet ved tillid og åbenhed mellem alle parter, siger områdechef i NCC Frank Bo Lassen.

Projektet, som har fået navnet Læringsskoven, er tegnet af AART architects i samarbejde med JAJA architects og Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma. Byggeriet opføres med miljøvenlige materialer og skal certificeres indenfor DNGB. Det er blevet præcertificeret til certificeringsniveau Guld.

Forener bæredygtighed med pædagogiske principper
Projektet sætter bæredygtige og pædagogiske principper højt. Placeringen i skov og natur, hvor byen møder landet, giver rige muligheder for forskellige pædagogikker og undervisningsformer, som kan inspirere og udfordre både børn og voksne i lege- og læringssituationer.

Set udefra bliver skoven husets anden facade, samtidig med at den skaber en frodig og levende indramning af bygningen. Arkitekturen er inspireret af skoven – skovbunden, stammerne og trækronerne. Ude og inde flyder sammen i en rummelig overgang, hvor træstammer bliver til søjler i hjerterummet og trækroner til tagets struktur.

Opgaven er vundet med vægtning på 50 % på prisen og 50 % på kvalitet, hvori indgår de elementer, som NCC’s organisation kan tilbyde, nøglepersoner og metodebeskrivelse; herunder brug af bæredygtighedsekspert og 3D-bygningsmodeller, som anvendes i udførelsesfasen.

Efter sommerferien påbegyndes færdigprojekteringen af skolen, som afsluttes med et færdigt hovedprojekt og en byggetilladelse, som efter planen skal ligge klar først i 2019.

-los


3/8 2018