Skarp konkurrence om nyt superhospital
Fem entreprenørvirksomheder søgte om prækvalificering til at bygge det nye hospital i Nordsjælland. Fire er nu prækvalificeret til konkurrencen
I konkurrencen om at bygge Nordsjællands nye hospital er fire entreprenører nu prækvalificeret:
MT Højgaard og NCC, det italienske CMB-Itinera, der varetager de nye hospitalsbyggerier i Odense og Køge, og det østrigsk-italienske Rde-VSG, der er et joint venture mellem Vamed, som er specialiseret i byggerier til sundhedssektoren, og Rizzani de Eccher.
Forud for prækvalifikationen meldte Nyt Hospital Nordsjælland ud, at man søger en hovedentreprenør, der kan løfte selve byggeriet til næste niveau af digitalisering.
- Alle fire virksomheder, der er prækvalificeret, har stor erfaring med at arbejde med BIM i byggeriet - altså en samlet digital model af et bygningsværk. Det er en vigtig forudsætning for, at vores ambition kan lykkes. Digitaliseringsparathed er fortsat et vigtigt parameter, når vi vurderer de endelige tilbud, siger projektdirektør Henrik Schødts.
Nyt Hospital Nordsjælland vil stille nye teknologier til rådighed, ligesom projektet er klar til at tilbyde uddannelse til medarbejderne på pladsen i samarbejde med den kommende entreprenør. Ambitionen er at skabe én digital platform for planlægning og kommunikation. Platformen skal samle tegninger, data og VR og give værdi for bygherre, rådgivere og entreprenører såvel som helt ud på byggepladsen.
Vinder offentliggøres i maj
Udbudsbekendtgørelsen blev sendt ud fredag den 7. september, og entreprenørerne har haft en måned frem til den 8. oktober til at søge om at blive prækvalificeret. Den 23. oktober offentliggjorde Nyt Hospital Nordsjælland - foruden resultatet af prækvalifikationen - det endelige udbudsmateriale. Entreprenørerne bruger dette til at forberede deres tilbud, der skal indsendes medio januar. Vinderen af hovedentreprisen offentliggøres i maj 2019.
Kontraktsummen for entreprenøropgaven på de i alt ca. 118.000 m2 udgør mere end to milliarder kroner ud af et budget på 4,5 mia. kr. Nyt Hospital Nordsjælland har valgt en udbudsmodel, der sikrer tidlig inddragelse af entreprenører og gode muligheder for løbende at tilpasse projektet i overensstemmelse med markedssituationen. Konkret er udbudsmodellen delt op i to faser i en hovedentreprise, hvor byggemodning og kælderkonstruktioner påbegyndes samtidig med, at projektmaterialet færdiggøres og fagentreprenører vælges.
Fakta om det nye hospital
- +310.000 borgere i optageområdet
- +500.000 ambulante behandlinger om året
- 70.000 akutte indlæggelser om året
- 570 ensengsstuer
- 118.000 m2
- Samlet budget: 4,5 mia. kr. i 2018-priser
- Bygherre: Nyt Hospital Nordsjælland, Region Hovedstaden
- Totalrådgiver: Herzog & de Meuron / Vilhelm Lauritzen Arkitekter
-kj