Skattelovgivningen er steget med 300 procent på kun 33 år
Det kommer næppe overraskende for mange, at det danske skattesystem er blevet til en sand regeljungle, og ordmængden i lovgivningen er tredoblet fra 1989 til 2022.
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Der er ikke noget at sige til, hvis revisorer og skatteadvokater jubler, bortset fra at selv de kan have svært ved at finde rundt i den danske skattelovgívning.
Særligt små og mellemstore virksomheder samt selvstændige kan knække nakken på de mange og svære regler i skattelovgivningen, og Dansk Erhverv har tre forslag til at mindske den tætvoksende jungle på skatteområdet
I 1989 bestod skattelovgivningen i Danmark af cirka 469.785 ord. Til og med 2022 er det steget til 1.507.557 ord – og dertil kommer alle de tal, der også indgår i skattelovgivningen. Der er således blevet tilføjet cirka en million ekstra ord til den danske skattelovgivning fra 1989 til 2022. Dermed er der sket en tredobling af lovgivningsbogen på bare 33 år.
Umuligt at gennemskue
Tallene fremgår af en analyse udarbejdet af Dansk Erhverv på baggrund af en dataindsamling foretaget af tænketanken Cepos.
Det er ifølge Dansk Erhverv et symptom på, at lovgivningspraksissen i Danmark bliver mere og mere kompleks, hvilket gør lovgivningen noget nær umulig at gennemskue for den almindelige borger samt små- og mellemstore virksomheder.
- Lovgivningen på skatteområdet er efterhånden blevet meget vildtvoksende og kompliceret. Og det gør livet og forretningsdriften svær både for store og små virksomheder. Men især de små kan virkelig knække nakken på de mange og indviklede regler. Det ser vi jo helt tydeligt med den her vilde udvikling. Det skal vi have gjort op med, siger administrerende direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, der som tidligere erhvervsminister og mangeårigt folketingsmedlem må påtage sig en del af skylden for den voldsomme udvikling.
Èn ind – to ud
Han henviser til, at Danmark allerede har et af verdens absolut højeste skattetryk, og samtidig er regeljunglen også blevet enorm stor:
- Det er simpelthen gift for virksomhederne, og det bør vi gøre meget bedre, Brian Mikkelsen.
For at gøre regeljunglen på skatteområdet kommer Dansk Erhverv med tre forslag, der kan sanere skattelovgivningen med henblik på at gøre livet lettere for især små- og mellem store virksomheder og selvstændige.
1: Et målkrav – én lovgivning ind og to ud
2: Permanent regelsaneringsudvalg
3: Konkrete regelsaneringsforslag
Nu SKAL der ske noget
- Vi kommer med tre forslag til at gøre skattelovgivningen enklere og gøre livet en del lettere for især virksomheder, men også borgere. Vi bliver simpelthen nødt til at fastholde regeringen og Folketinget på, at det er et område, der skal gøres noget markant ved. Gennem mere end de seneste 40 år har skiftende både regeringer, stats- og skatteministre ønsket at gøre noget ved regelbyrderne, men det er meget begrænset, hvad der faktisk er sket. Nu kommer vi med nogle klare forslag til, hvordan vi kommer i gang, og så håber vi, at man politisk er klar til at drøfte dem, siger Brian Mikkelsen.