Skift gerne badetøjet ud med arbejdsbukser i sommerferienDet er vigtigt, at man har tænkt projektet grundigt igennem, inden man begynder arbejdet, lyder det fra stressekspert.

Skift gerne badetøjet ud med arbejdsbukser i sommerferien

Ifølge en undersøgelse foregår halvdelen af alle energirenoveringer i Danmark i løbet af sommerferien. Ifølge en stressforsker er det ikke nødvendigvis en dårlig idé

Kalenderen siger snart sommerferie for de fleste danskere, hvor programmet ofte står på afslapning væk fra arbejdet og de daglige rutiner. Men glem de dovne dage i hængekøjen under solen. Ifølge en undersøgelse foretaget af analysebureauet A&B Analyse for Rockwool vil halvdelen af årets energirenoveringer blive gennemført i løbet af sommeren.

At renoveringsarbejde står højt på mange danskeres to-do-liste i sommerferien, gavner ikke kun udseendet på de mange boliger rundt omkring i landet. Renovering i sommerferien kan nemlig være med til at afstresse hjernen, lyder det fra stresseksperten Bo Netterstrøm, som blandt andet er speciallæge i arbejds- og samfundsmedicin.

- Man behøver ikke nødvendigvis kun at slappe af i sin sommerferie. At lave renoveringsarbejde under ferien kan være afstressende for hjernen, fordi man aktiverer nogle andre dele af hjernen, end man gør til dagligt, og ofte ikke behøver den helt store tankevirksomhed undervejs, siger Bo Netterstrøm og fortsætter:

- Under renoveringsarbejde bruger man desuden ofte sin krop på forskellige måder alt afhængigt af opgaven, hvilket også kan have en gavnlig effekt på stress - så længe man ikke overbelaster og stresser kroppen med høj puls i meget lang tid, siger Bo Netterstrøm, der har stiftet Center mod Stress, Kalmia, i Gentofte, og er forfatter til seks bøger om stress.

Den forkromede plan er afgørende
Men inden man kaster sig ud i sit renoveringsprojekt, er det vigtigt, at man har dannet sig et overblik over opgaven, og har tænkt projektet grundigt igennem fra start til slutning. Ellers kan det nemlig ende med at få den modsatte effekt for din stress, mener stresseksperten.

- Arbejde som renovering er som udgangspunkt afstressende. Men hvis man ikke har overblik over projektet, kan det ende med at gøre mere skade end gavn for stress, fordi uforudsete opgaver undervejs kan tage vigtig tid. Og så skal man pludselig nå en masse opgaver inden for en bestemt tidsplan, hvilket kan ende med at stresse folk mere end at virke afstressende, siger Bo Netterstrøm og tilføjer:

- Og det er ikke godt, hvis folk øger deres stress hen over sommerferien, som netop har til formål at give hjernen lidt ro.

Undersøgelsen er foretaget via internettet som selvudfyldt spørgeskema. I alt deltog 1115 personer over 18 år i undersøgelsen, der blev foretaget fra d. 15.-20. marts 2018.

-los


25/6 2018