Skøn over dansk økonomi er som at spille roulette
Skiftende regeringer har siden 2010 så pessimistiske på statskassens vegne at de til sammen har skønnet 352 milliarder kroner forkert
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Det går fremragende for dansk økonomi. Det fremgår tydeligt af den økonomiske redegørelse, som indenrigs- og økonomiminister Simon Emil Ammitzbøll Bille i dag præsenterede.
Cheføkonom Bo Sandberg fra Dansk Byggeri mener, at den økonomiske redegørelse klart og tydeligt viser, at opsvinget er grundfæstet i såvel indenlandsk som udenlandsk fremgang i beskæftigelsen:
- Siden bunden blev nået i foråret 2013 er der kommet 213.000 personer i job, heraf 57 procent danskere og 43 procent udlændinge. Også fremadrettet er der brug for både at støvsuge den danske arbejdsstyrke og samtidig at tiltrække udenlandsk arbejdskraft for at holde opsvinget på sporet, siger Bo Sandberg.
Pseudo debat
Han kalder det en ’pseudo debat’, når nogen forsøger at gøre det til spørgsmålet om enten-eller mellem dansk og udenlandsk arbejdskraft:
- Så langt øjet rækker, er der brug for både-og, ikke mindst i bygge- og anlægsbranchen. Vi befinder os fortsat i et stabilt og bredt funderet opsving. Men meget tyder på, at vi har lagt de kraftigste vækstrater bag os. Det er snart mange år siden, det var de offentlige finanser, der lagde bindinger på den økonomiske politik. Det gør til gengæld arbejdsmarkedet, hvor der i løbet af få år igen skal skrues op for reformhanen for at undgå, at vi løber tør for arbejdskraft længere nede ad vejen. Selv om det er uhyre positivt, at arbejdsstyrken her og nu vokser nogenlunde lige så meget som beskæftigelsen, siger Bo Sandberg.
Lille stramning
Han mener på den baggrund, at det er ’ganske fornuftigt’, at der i næste års Finanslov opereres med en lille stramning i finanspolitikken med en negativ finanseffekt på - 0,2 procent af BNP i 2019.
'Cheføkonomen gør i øvrigt opmærksom på, at det i høj grad er det private boligbyggeri, der trækker væksten i dansk økonomi. Regeringen forventer fortsat vækst i boliginvesteringerne i 2019 med et plus på 4½ procent, men med en noget lavere vækstrate end i 2018, hvor den var + 6 procent.
-Der er nogenlunde overensstemmelse mellem regeringens og Dansk Byggeris skøn for boligbyggeriet. Pilen peger fortsat opad, men knapt så stejlt i 2019 som i de foregående år, noterer Bo Sandberg.
Skøn er gigant forkert
Efter fem år med økonomisk medvind, er forventningen, at bygge- og anlægsbranchen bevæger sig ind i en periode med den mere ’lumske sidevind’ i 2019:
- Det er en fast tilbagevendende praksis, at regeringsprognoserne for de offentlige finanser er for pessimistiske. På de fire måneder siden seneste redegørelse, er bundlinjen for 2018 igen blevet opjusteret – om end beskedent - med fire milliarder kroner, så der nu ventes et plus på fire milliarder kroner på den offentlige saldo for i år. Ved nytårstid var regeringens forventning et underskud på hele 17 milliarder kroner. Men det kan jo ikke undre, at regeringen foreløbig i år har skønnet 21 milliarder kroner forkert, når de skiftende regeringer siden 2010 konsekvent har været for pessimistiske på statskassens vegne og tilsammen har skønnet 352 milliarder kroner forkert for perioden 2010-2018, slutter cheføkonomen.