Skole i Nordhavn får unik solcellefacade

Skole i Nordhavn får unik solcellefacade

Den nye Copenhagen International School forener moderne arkitektur med bæredygtighed

Siden januar i år er der blevet arbejdet på højtryk på byggeriet af Copenhagen International Schools nye skole i Københavns Nordhavn. I dag blev byggeriet og beliggenheden for det nye campus officielt præsenteret.

- Vi er rigtigt glade for at kunne vise byggeriet af skolen frem. Det er en stor oplevelse at være med til at skabe et helt nyt område herude i Nordhavnen, hvor skolen bliver et centralt omdrejningspunkt.  Skolen bliver i sig selv et så attraktivt byggeri, at vi forhåbentlig kan være inspiration for andre uddannelsesinstitutioner både i Danmark  og i udlandet, sagde formand for Ejendomsfonden for Copenhagen International School, John Bo Jacobsen. 

Frank Jensen afslørede skolens bæredygtige facade
Ved præsentationen af skolebyggeriet afslørede overborgmester i Københavns Kommune Frank Jensen skolebyggeriets unikke facade. Et udsnit af skolen var til lejligheden blevet bygget i størrelsen otte gange fem meter bred og seks meter høj og fungerede som mock-up, der demonstrerede bygningens kommende facade, som skal beklædes med 12.000 solcellepaneler. Panelerne vil kunne dække mindst halvdelen af skolens årlige elforbrug. Frank Jensen præsenterede facaden med ordene:

- København skal være en studieby i verdensklasse. Det kræver, at vi også kan tilbyde en international skole, som kan leve op til det niveau, vi kender fra andre internationale skoler rundt om i verden. Copenhagen International School vil uden tvivl være med til at tiltrække højtuddannet, udenlandsk arbejdskraft til København, fordi vi nu kan tilbyde et stærkt, internationalt community med en tydelig, bæredygtig profil i og omkring Copenhagen International School, siger overborgmester Frank Jensen.

Solcellefacade bliver et af Danmarks største
Solcelleanlægget på det færdige byggeri vil dække et samlet areal på 6.048 kvadratmeter, hvilket gør det til et af Danmarks største solcelleanlæg integreret i et byggeri. Solcelleanlæggene estimeres til at kunne producere ca. 300 MWh om året, hvilket svarer til årsforbruget i ca. 70 parcelhuse med i gennemsnit tre personer i hver husstand.

Udover at bidrage til skolens grønne profil skal solcellerne også indgå som en fast del af skolens undervisning, så eleverne kan følge energiproduktionen og udnytte data i bl.a. fysik og matematik. Formålet med solcellerne er både at sikre et bæredygtigt energiforbrug og give eleverne nogle gode miljøvaner og en bevidsthed om vedvarende energi.

- Vi er stolte over, at vi med byggeriet af den nye skole kan gå foran og vise, hvordan man kan integrere innovativ arkitektur i vores undervisningsprincipper. Målet med skolen er at styrke de studerendes kompetencer i et internationalt miljø, så de bliver kompetente verdensborgere med fokus på bæredygtighed, siger Brit van Ooijen, formand for bestyrelsen for Copenhagen International School.

Det 25.000 kvadratmeter store skolebyggeri er Københavns hidtil største skole og kommer til at give plads til/rumme 1.200 elever og 280 ansatte. Skolen  skal stå indflytningsklar i januar 2017. 

- mir

3/6 2015